Øget politisk pres for forbud mod zoofili

Dyresex bør være forbudt, mener Dansk Folkeparti - og derfor har partiet nu fået overbevist justitsminister Lars Barfoed om at der skal laves en tilbundsgående undersøgelse af fænomenet zoofili, altså menneskers seksuelle omgang med dyr. Partiet håber, at resultatet kan munde ud i et folketingsflertal for et forbud.

Undersøgelsen er et resultat af TV2-programmet ”Danmark ifølge Bubber”, som fik DFs dyrevelfærdsordfører til at indkalde justitsminister Lars Barfoed i samråd. Men det kom der ikke et forbud ud af.

"Ministeren og et flertal i Folketinget er tilsyneladende stadigvæk imod et forbud mod zoofili, men nu har vi i det mindste fået gennemtrumfet en ny undersøgelse af fænomenet," siger Marlene Harpsøe, der mener at interessen for at have sex med dyr desværre er stigende.

"Vi ser jo, at der i kølvandet på Bubbers program har været eksempler på, at mænd har voldtaget dyr – og de har sikkert været inspireret af programmet. Det er forfærdeligt for de dyr, det er gået ud over, og hvis der overhovedet skal være nogen mening i at vise programmet, så må det være, at politikerne får øjnene op for problemet og forbyder mennesker at have seksuel omgang med dyr," siger Marlene Harpsøe, der bor i Værløse.

Den nye undersøgelse indebærer, at danske dyrlæger skal spørges om deres oplevelser med zoofili, og det er Dansk Folkepartis håb, at når omfanget bliver kortlagt, så vil der også være en større vilje til at gennemføre et forbud.

Kilde: Lokalavisen.

Hvad er der sket siden sidst...


Unknown column 'created' in 'order clause'