Når hunden har stress

Stress er ikke kun forbeholdt os på to ben. Rigtig mange hunde i Danmark har stress. Årsagen er som regel forkert stimulering, forkert håndtering, fysiske sygdomme eller mangel på søvn. Dette skaber frustration, og vedvarende frustration skaber stress. Stress er også årsag til frygt, angst og aggressivitet, og det skaber adfærdsproblemer.

Forkert stimulering

Mange hundeejere kommer i en god mening til at aktivere deres hund forkert. I dagligdagen fokuserer de på aktivitet, der generelt giver et for højt aktivitetsniveau og dermed et forhøjet stressniveau. De laver boldkast, pindekast, lange cykelture og joggingture med deres hund for at få brændt noget krudt af hos hunden. Nogle hundeejere gør det dagligt, og de tror, at de kører deres hund træt. Det kan også ved første øjekast se sådan ud. Hunden virker glad for den store aktivitet og henter gladeligt pind efter pind, for at ejeren kan kaste den igen og igen.

Men forklaringen på hundens logren og vilde leg er en anden. Den har fået et adrenalin-kick, en for høj udløst dosis af adrenalin. Sker dette dagligt eller ofte, opstår der kronisk høje niveauer af stresshormoner i kroppen. Kroppen er kun indrettet til at kunne klare kortvarige adrenalin-kick - ikke hele tiden! Ifølge Turid Rugaas, den verdenskendte norske hundepsykolog, vil enkelte ganges boldkast kræve minimum to dages efterfølgende ro!

I Norge er man i gang med undersøgelser omkring lige netop stress hos hunde. Her har man udviklet en pulsmåler for hunde. Indtil videre viser undersøgelserne, at den daglige høje dosis af aktivitet er en stor belastning for hundens krop - og derved også for dens mentale tilstand.

Når hunden føler stress

Når hunden er stresset, føler den nøjagtig det samme som mennesker, der er stresede. Stress over længere perioder påvirker vores fysiske helbred. Når man hele tiden får udløst adrenalin og noradrenalin (stresshormoner) i kroppen, får man det såkaldte \'adrenalin-kick\', der giver kredsløbsforstyrrelser, øget stofskifte, problemer med fordøjelsen, hudproblemer, dårligt immunforsvar generelt m.m. Den virkelige \'skurk\' er dog langtidsstresshormonet kortisol. Kortisol produceres i store mængder ved vedvarende adrenalin-kick, når man oplever vrede, frygt og mangel på søvn.

Når du behandler din hund forkert

Hvis du ikke tilgodeser dyrets behov, eller hvis du opdrager eller træner din hund med for hårde metoder, kan den føle frustration. Hvis det sker over en længere periode, kan frustrationen blive til kronisk stress. Ved eksempelvis skæld-ud, chok eller traumer, kan det ifølge Turid Rugaas tage din hund 5-6 dage at komme sig. I de dage vil den have behov for ro for at komme tilbage til sin normale tilstand.

Fysiske sygdomme

Hundens adfærd ændres drastisk ved fysiske smerter eller sygdomme, det siger sig selv. Du kan komme til at påføre din hund alvorlige skader, hvis du har for vane at rykke den i halsbåndet, når I går tur. Smerter i bevægeapparatet, øjenproblemer på grund af dårlig blodtilførsel og skader på skjoldbruskkirtlen stammer ofte fra ryk i halsbåndet. Både ryk fra ejeren og ryk, som hunden selv forårsager ved at trække i linen.

Skjoldbruskkirtelen kontrollerer kroppens stofskifte. Symptomer, som du kan opleve hos din hund ved for højt stofskifte kan være angst, frygt, aggressivitet, rastløshed, løs afføring og diarré. Har den for lavt stofskifte kan det være vægtøgning, symmetrisk hårtab, hudbetændelse, sløvhed og kuldskærhed. Dette kan du få tjekket ved en blodprøve hos dyrlægen.

Mangel på søvn

Hunde har behov for mellem 12-18 timers søvn hver dag (i gennemsnit 14 timer), hvalpe og syge hunde har behov for mere. Hunde er såkaldte \'sociale sovere\'. Det er unaturligt for en hund at sove alene, og det øger dens stressniveau, frygt og angst. I naturen vil en hund/ulv aldrig sove alene, og at sove sammen betyder sikkerhed og tryghed. Når hunden efterlades alene, når den skal sove, bliver dens alarm-beredskab (stresshormonproduktion) øget, og den vil derfor ikke kunne slappe helt af. Det giver en dårlig eller ingen søvn, og hunden får derved mindre mulighed for at regenerere. Hunde har behov for social kontakt for at kunne sove trygt.

Har man kun én hund, bør de sove i samme rum som ejeren, eller have valgmuligheden for at blive eller selv gå. Har du observeret, at din hund sover for lidt i det daglige, er rastløs og ikke kan finde ordentlig hvile, er det vigtigt at du tager det alvorligt og får den relevante hjælp.

Har du en hund som kører i et højt gear, er \'hyper\' eller damp-agtig, eller er din hund altid træt og orker ingenting, så er adfærden med stor sikkerhed stressrelateret. Der kan være mange årsager til din hunds stress, og den skal derfor findes og afhjælpes. Det er dit ansvar.

Kilde: EB Media

Hvad er der sket siden sidst...


Unknown column 'created' in 'order clause'