Amerikansk Cocker Spaniel

Den amerikanske cocker spaniel startede sin tilværelse som selvstændig race omkring 1880, da de første engelske cocker spaniels drog over Atlanterhavet. Af naturlige grunde skelnede man på den tid ikke mellem "amerikanske" og "engelske" cocker spaniels. Man skelnede knap nok mellem cocker spaniels og springer spaniels, idet cocker spaniel først blev
anerkendt som race i 1892 af den britiske kennelklub. Og yderligere ti år senere blev springer spaniel, som mange engelske kynologer mener er den oprindelige spaniel type, anerkendt som tre forskellige racer: Engelsk springer spaniel, welsh springer spaniel og sussex spaniel.

Den amerikanske kennel klub blev grundlagt i 1879, hvor den første stambog så dagens lys i St. Louis, Missouri. Den første cocker, der blev registreret, hed Captain og fik nr.1354. Den sorte Obo II, der blev født i 1882, fik registrerings nr. 4911, og som nr. 5869 blev den første "røde" cocker registreret i Amerika. Det var Obo Il's datter, Little Red Rover. Allerede i 1881 grundlagde man en specialklub for cocker spaniels i USA (fire år før den tilsvarende klub blev stiftet i England!) og ca. 50 år senere var det en af de mest populære racer i USA. Fra 1936 til 1953 havde cocker spaniels de højeste registreringstal blandt alle racer i USA. Højdepunktet var i 1947, hvor der blev registreret 78.500 cocker spaniels, hvilket var 30 % af det totale antal registreringer i AKC og tre gange mere end nr. 2. En sådan eksplosionsagtig vækst har også sin bagside, og populariteten begyndte atter at dale. I 1963 lå racen på 17. pladsen med knap 15.000 registreringer, hvilket fik de pligttro opdrættere til at arbejde seriøst for at forbedre racen. Populariteten steg igen, og i dag er cocker spaniel atter blandt de mest populære racer i
USA.

Amerikanere kommer til Europa.

Umiddelbart efter 2. verdenskrig stiftede europæerne bekendtskab med de første amerikanske cocker spaniels, da de amerikanske soldater, som blev udstationeret i Tyskland, udstillede deres hunde. Den nye race var ikke kendt på denne side af Atlanterhavet, så de måtte udstilles i klasse med de oprindelige engelske cockere, og som følge deraf blev de ikke særlig godt præmieret. En hollandsk opdrætter, Mrs. Nell Koning, blev imidlertid begejstret for disse mindre cocker spaniels og købte i 1949 en hvalp af en amerikansk officer i Tyskland. To år senere købte Mrs. Koning endnu en hvalp i Tyskland, Jane of Herzogturen Julieh, og det lykkedes hende at få racen anerkendt af Federation Cynologic International (FCI). Jane blev dermed den første amerikanske cocker spaniel, der blev bedømt i Europa som repræsentant for en selvstændig race. I 1954 importerede Mrs. Koning sin første cocker fra USA, en sort hanhund ved navn Ch. Blue Bays Come And Get It, og ti år senere blev den første specialklub for amerikanske cocker spaniels dannet i Europa. Det var The American Cocker Spaniel Club of the Netherlands med Mrs. Koning som stifter og med blot 20 medlemmer.

... og til Danmark

På samme tid, i 1965, bragte kennel Limfjorden i Aalborg de første "amerikanere" til Danmark, og som i alle øvrige lande blev racen vel modtaget. I begyndelsen blev denne nye race tilknyttet spanielklubben, men i 1979 stiftedes Amerikanerklubben - Specialklubben for Amerikanske Cocker Spaniels i Danmark. Året efter kom racen ind på top tyve listen over de mest registrerede hunderacer i Danmark, og i de følgende ti år voksede antallet af amerikanske cocker spaniels i Danmark støt og roligt. I 1985 registrerede Dansk Kennel Klub i alt 35.163 hunde, hvoraf amerikansk cocker spaniel på 16. pladsen blev registreret med 518 nye hvalpe.

USA

Stødende jagthund, selskabshund.

12 år

Pelsen er glat og silkeagtig. Den er tæt og frodig på bug, bryst, ben og ører og kræver meget grundig børstning et par gange om ugen, samt jævnlig vask, klipning og trimning.

Flere farver, tan, sort, hvid m.v.

38

11

P.R.A. og Cataract.

Kræver normal motion. Racen er dog meget madglad og det er nødvendigt at fodre fornuftigt og undlade unødige godbidder.