Hunde til salg
Statistik lige nu
Godkendte links: 1231
Ventende links: 3
Låste links: 0
Kategorier ialt: 75
Artikler: 211
Galleri: 10
Update: 22


Artikler
Næsearbejde til hverdagsbrug
Uanset hvilken slags hund du har om den er stor, lille, blandingshund eller raceren - så er den udstyret med en fantastisk god lugtesans. Man har nogle gange svært ved at tro det, når ens kære, langpelsede hund har rullet sig i en død måge… men sandt er det, at dens lugtesans er fantastisk, og vi kan blive bedre til at udfordre den i dagligdagen. Men desværre sørger vi mennesker sjældent for at bruge noget af hele den kapacitet, hunden er besiddelse af - og stimulere dens lugtesans. Udover at vi kan få en meget rolig, afbalanceret og stimuleret hund, kan vi mennesker altså også blive vældig imponeret over, hvad vores hunde rent faktisk kan.

Lette søgeøvelser med foderet

Jeg vil her nævne forskellige muligheder for at sætte hunden i gang med søgeøvelser, uden at det behøver at tage flere timer for dig som ejer at arrangere. Men netop de små ting i hverdagen stimulerer din hund, og gør den mere tilfreds.Får din hund tørfoder, kan en rigtig god start være, at al foderet ikke serveres i madskål, men at hunden selv skal finde noget af det på græsplænen, på stuegulvet m.m. Måske kan du gemme det i forskellige problemløsningsting, såsom ”Buster Cube”, en aktivitetsbold
med hul i, eller den billige og simple løsning at bruge en tom 1/2 eller 1 1/2 liters sodavandsflaske, hvor du laver et hul på midten,
putter tørfoder i, skruer proppen på, og lader hunden trille med flasken og på den måde få mad. Når hunden så har ”luret”, hvor hullet er, gemmer du flasken, tager en ny, og laver hullet et andet sted - og vupti, så er sværhedsgraden øget, og hunden må igen bruge sin energi på at løse opgaven. Og foregår det på græsplænen, er der jo basis for en eftersøgning af de godbidder,
som ikke blev fanget første gang. Vær meget opmærksom på, at din hund ikke forsøger at ødelægge flasken. Det er ikke meningen, den skal blot trilles. Gør din hund antydning af at ville ødelægge flasken, tager du den væk og venter nogle minutter, inden den bliver givet igen, og det fortsætter du med, indtil hunden har fundet ud af, at den skal trille med flasken - og ikke bide i den.

Særlige øvelser for den aktive hund

Har du en meget aktiv hund - eller en hund med tendens til alenehjemme-problemer - kan det være en god idé, at de godbidder, den skal finde, er så små som overhovedet muligt. Dermed bruger hunden meget mere energi på at finde maden og har ikke samme overskud til at lave ballade. Hvis det skal være det absolut mindste, kan du koge nogle ris i okse- eller hønsebouillon og kaste dem ud på græsplænen - det tager dejlig lang tid at finde ris med oksesmag… Og det virker langt bedre på lugtesansen end at løbe eller cykle en tur med hunden. Jo mere du cykler eller løber med hunden, jo bedre
form kommer den i, men den mangler i virkeligheden at blive stimuleret mentalt. Jeg mener selvfølgelig ikke, at den ikke skal luftes, men nævner det blot i sammenhæng med eventuelle problemer med at være alene hjemme - eller i det hele taget stresset adfærd hos hunden.

Udlægning af duftspor

Du kan også lægge et enkelt og simpelt spor, som heller ikke tager lang tid. Du koger 1/2 liter bouillonvand, lader det køle af og hælder det på flaske. Finder stedet, hvor du vil lægge sporet, og lader hunden blive et andet sted - det gør ikke noget, at den kan se dig. Du markerer, hvor du starter sporet, og går derefter med små skridt, samtidig med at du drypper bouillonen
ud. Start med at gå eksempelvis 10 meter ligeud. Når du har gået den strækning, lægger du nogle godbidder som belønning til hunden, der hvor sporet ender. Når du skal hente hunden, er det vigtigt, at du går i en stor bue uden om selve sporet, så færten af dig ikke forstyrrer din hund, når sporet skal gås. Du henter hunden, går hen til startmarkeringen, lader hånden
pege nedad og siger ”søg”. Du følger blot efter hunden og lader den styre - det er den, som har den bedste lugtesans, så selvom den måske går nogle centimeter uden for dér, hvor du mener at have lagt sporet, kan det altså være vinden, som
bærer færten væk fra sporet - og ikke hunden, som er dum. Bekræft hunden undervejs, støt den med ”ja”, når den går derudad. Når din hund er blevet rigtig dygtig til den slags spor, kan du lave et knæk på sporet. Når du er gået eksempelvis 10 meter ligeud, går du vinkelret til højre eller venstre og fortsætter endnu 5 meter, inden du lægger slutgodbidderne, som markerer, at sporet ender. Husk dog, at når du lægger flere spor, skal der være stor afstand imellem, så din hund ikke bliver
forvirret af sporet, som ligger lige ved siden af.

At finde ting

Du kan også gemme ting enten i haven eller i en skov, hvis du er så heldig at kunne lufte i et skovområde en gang imellem. Det kan være større eller mindre ting, du gemmer. Alt efter hvor tit du laver denne øvelse, kan du avancere i forhold til, om tingene ligger synligt eller er dækket til af blade m.m., eller de evt. hænger på en gren på en busk. Men gør det så let i starten som muligt. Det er nu det bedste for såvel hunden som dig selv at få en succesoplevelse ud af øvelserne. Tingene, du gemmer, kan være alt fra en gammel sok med godbidder i til et stykke skind, en handske, et lommetørklæde eller noget af hundens legetøj - og det kan selvfølgelig også være en godbid. Min erfaring er dog, at det er en god idé at veksle mellem ting og mad, så hunden ikke kun forbinder det at søge med, at det er mad, som den skal finde.

Ting med din egen fært

Når disse ting bliver nemme for hunden, og din fantasi er ved at slippe op, kan du på en gåtur i skoven
finde en pind. Lav en markering på pinden, så du kan kende den igen. Sørg for, at du sætter godt med fært på den, enten med
dine hænder eller spyt. Læg så din pind i en bunke med andre pinde, og lad hunden finde den - og tro mig, den skal nok finde pinden med din fært - det er imponerende!. Hvis du vil blære dig lidt, kan du lave øvelsen med grankogler. Du får en fremmed til at lægge nogle grankogler på række, tager selv én, hvor du sætter din fært på og lægger den som eksempelvis nummer 3 i rækken. Du beder nu din hund finde kogle nummer 3 - og vupti: Din hund kommer med koglen, der har din fært. Ja, nogle vil tro, at din hund kan tælle… Det var lidt forslag til, hvordan du kan stimulere og bruge din hunds fantastiske lugtesans - forhåbentlig til stor glæde for dig og ikke mindst for din hund. Du behøver ikke bruge mere end 20 minutter om dagen til det - og igen behøver det ikke at være hver dag, altså lige bortset fra det med tørfoder. Den øvelse kan jo bruges dagligt
- men tager heller ikke tid fra dig.

God fornøjelse med næsearbejdet.

Kilde: Merethe Børgart, hundeadfærdsterapeut.
Artiklen er lagt online d. 26-03-2005 18:56:29 og er ikke opdateret siden den blev lagt online