Hunde til salg
Statistik lige nu
Godkendte links: 1231
Ventende links: 3
Låste links: 0
Kategorier ialt: 75
Artikler: 211
Galleri: 10
Update: 22


Artikler
Køresyge hos hunde
En del hunde bliver let køresyge, mens de er hvalpe og unge, men de fleste holder op med at være køresyge, når de har vænnet sig lidt til at køre i bil.

Hunde bliver køresyge af mindst 2 årsager. Dels kan de være bange for at køre, og dels kan de vuggende bevægelser, der er i en kørende bil, påvirke hundens balanceorgan, så den får kvalme. Og resultatet er, at hunden får det skidt, den savler, bliver urolig og kaster op.

Hvis ens hund af den ene eller anden grund er tilbøjelig til at blive køresyg, kan man gøre forskellige ting for at hjælpe hunden til at komme af med dette ubehag.

Man starter med at sætte sig ud i bilen sammen med hunden -men uden at starte motoren. Så sidder man der i nogle minutter, og roser hunden samtidigt, så den oplever en positiv stemning i bilen.

Når man har gjort dette nogle gange, og hunden er blevet tryg ved bilen, så starter man motoren, men uden at køre.

Derved oplever hunden, at motorlyden ikke er ensbetydende med ubehag. Dette gentages også nogle gange.

Det videre forløb er så, at man ganske forsigtigt kører en kort strækning - og helst til et sted, hvor hunden kan løbe frit, eller i hvert fald kan luftes. På den måde vil hunden opleve, at bilkørsel medfører noget rart.

Husk endelig hele tiden at rose hunden, og at køre stille og roligt. Hunden synes ikke, at "væddeløbskørsel" er spor spændende, tværtimod bliver den bange for de voldsomme opbremsninger og accelerationer.

På den måde kan man i langt de fleste tilfælde vænne hunde af med deres køresyge.

Hvis disse eller tilsvarende metoder alligevel ikke giver det ønskede resultat, så kan man efter samråd med sin dyrlæge anvende transportsyge-tabletter eller egentlig beroligende midler.

Men er det nødvendigt, så tal med dyrlægen, idet der er forskellige typer af medicin, som kan anvendes.

Kilde: Dyrefondets informationsmateriale. Eftetryk tilladt med kildeangivelse. Af Finn Boserup, Dyrlæge.
Artiklen er lagt online d. 17-11-2002 15:26:07 og er ikke opdateret siden den blev lagt online