Skabmiden Sarcoptes scabiei er en hudparasit, der optræder hos en række pattedyr. Såvel mennesker som husdyr, familiedyr og vildtlevende dyr kan blive angrebet. I disse år forårsager miden svære angreb af skab i den danske rævebestand. Lignende udbrud af skab er tidligere set i Finland, Sverige og Norge, hvor rævebestandene i dag er stærkt reducerede.

Ræveskabens udbredelse

Fra Danmark kendes tilfælde af skab blandt ræve på Falster allerede i 70'erne. I Sønderjylland blev den første ræv med skab nedlagt i 1984, hvilket markerede starten på den nuværende epidemi. Smitten har siden bredt sig til flere dele af landet, hvor bla. Hovedstaden i 2003 var hårdt ramt. Rævebestanden på Bornholm er næsten udryddet af sygdommen.

Skabmiden

Skabmiden er 0,2-0,4 mm lang og derfor knap synlig med det blotte øje. Man vil dog ofte kunne se de største som ganske små hvide fnug i pelsen. Skabmiden findes i forskellige varianter, som angriber hver sin værtsart. Alligevel kan miden i nogle tilfælde leve på andre værter, hvilket f.eks. gør det muligt, at ræve smitter hunde. Varianten, der er særlig tilpasset mennesker, kaldes fnatmiden.

Symptomer

Skabmiderne lever og formerer sig i den øverste del af huden. Deres aktivitet fører til hårtab og dannelse af tykke, tørre skorper, som lugter ubehageligt. Disse skorpebelægninger kan blive mere end I cm tykke.
Undersøgelser har vist, at en ræv kan have over 2 millioner skabmider på sig. Irritationen, som miderne fremkalder på grund af deres aktivitet i huden, fører til helt ulidelig kløe. Rævens fødesøgning forstyrres af denne kløe, og efterhånden afmagres den. Sult og kulde gør, at ræven mister sin naturlige skyhed over for mennesker Mange skabramte ræve søger ind til bygninger, sandsynligvis for at finde ly og lettere adgang til føde.

Midernes ødelæggelse af huden svarer til en 3. grads forbrænding, hvor kroppens væskebalance forstyrres på grund af større fordampning fra de angrebne områder. Et skabangreb fører således ofte til rævens død.
På ræven lever skabmiderne hovedsagelig på den bageste del af ryggen, halen, ydersiden af bagbenene og omkring snuden. Sygdomsbilledet ser anderledes ud hos hund. Her angribes især bugen, brystet og benene.

Derudover er ører og albuer ofte angrebet. Sygdommen breder sig, indtil hele kroppen er ramt, hvis hunden ikke kommer under behandling. Der vil hurtigt opstå hårtab og et kløende, rødt udslæt med gullige skorper. Da hunden klør sig på de ramte områder, vil der blive blødende rifter, hvori der kommer bakterie-infektion. Skulle hundeejeren selv blive smittet, vil et skabangreb forsvinde af sig selv, når hunden er
behandlet.
Et andet af de familiedyr, som færdes ude og dermed udsættes for smitte, er kat. Der er kun set enkelte tilfælde af skab hos kat og heraf er ingen registreret i Danmark.

Smitteveje

"Risikerer min hund at få skab'?", har flere hundeejere nok spurgt sig selv. En hund kan få skab på flere måder. Den hyppigste smittevej er direkte kontakt med en syg ræv. De fleste tilfælde af skab på hunde finder man derfor blandt jagthunde, som let udsættes for smitte, når de skal jage en syg ræv ud af graven.

Hunde kan også komme i kontakt med syge ræve, som søger ind til gårde og huse. Ræven tager ofte ophold i halmlader, stalde eller fyrrum, hvor hunden kan finde den levende eller døde ræv og derved blive smittet.

Hunden kan ligeledes komme i kontakt med en skabræv, hvis den får lov til at løbe frit i områder med skab.
En anden måde, hunden kan blive smittet på, er ved at færdes på steder, hvor der for nylig har været en syg ræv. Nar en smittet ræv klor sig, vil der falde skorper med levende mider af. Hvis hunden senere kommer og lugter, at der har været en ræv på stedet, fatter den interesse for det, hvorved den kan få skabmider på sig.

Smitterisiko

Risikoen for smitte afhænger af vejret og årstiden. Når den syge ræv dør, eller skabmiden falder af sin vært, vil miden dø af udtørring efter et stykke tid. Hvor lang tid der går, afhænger af temperatur og luftfugtighed. Ved 7°C og høj luftfugtighed kan miderne overleve i op til 3 uger, men hvis temperaturen stiger eller luftfugtigheden falder, vil de dø meget hurtigere. Ved 20°C kan de kun leve i et par dage.

Smitterisikoen er dog lille ved de lave temperaturer, idet miderne her bevæger sig mindre. Ved temperaturer under 15°C kan miderne slet ikke kravle. Dette betyder, at de størstedelen af året er uden mulighed for selv at kravle op på en ny vært.Ved høje temperaturer kan miderne derimod kravle hurtigt.

Ved den normale overfladetemperatur på hundens hud kan miderne kravle med en hastighed af cirka 60 cm i timen, hvilket er meget for så lille et dyr. Miderne kan derfor hurtigt kravle over på en ny vært fra omgivelserne, hvis
temperaturen er høj.

Heldigvis overlever skabmiderne som sagt ikke så længe ved de høje temperaturer uden en vært. Alt dette betyder, at der størstedelen af året kun er en lille risiko for, at hunden kan blive smittet, når man lufter den, hvis man ellers undgår, at den kommer i direkte kontakt med en skabramt ræv, levende eller død.

Behandling

Hvis hunden alligevel skulle vise tegn på skab, bør man kontakte sin dyrlæge, der kan stille en sikker diagnose og anbefale en rigtig behandling. Er man sikker på, at hunden er smittet, kan skab f.eks. bekæmpes med Sebacil, som kan bruges til alle hunderacer. Midlet kan købes i håndkøb. Jagthunde kan eventuelt behandles forebyggende med Sebacil mod skab umiddelbart efter jagt. Dette kan især anbefales, hvis man medbringer sin hund ved jagt i forskellige landsdele, da det er meget vigtigt at undgå spredning af smitte til ikke-ramte områder.

Kilde: Dyrefondens informationsmateriale. Eftertryk tilladt med kildeangivelse.