For at en flok skal kunne fungere, kræver det en form for organisation. Hvis alle flokmedlemmer satte vidt forskellige aktiviteter i gang på samme tid, var der aldrig noget, som blev til noget.

Rangorden er én måde at organisere en flok på: Når der er konkurrence om en ressource, f.eks. mad, kan man forestille sig flere måder at løse problemet på. Dyrene kan slås, så blodet flyder, og den, som vinder, får maden. Men det er en dårlig strategi, da der i en flok er brug for alle. En anden løsning er derfor at lade det være forudbestemt, hvem der har førsteret til ressourcen eller til at tage initiativer i bestemte situationer – at have en rangorden.

Ulven er organiseret i et såkaldt lineært rangordenssystem. Øverst er den ulv (alfa-ulv), som er over alle de andre. På næste trin af stigen står beta-ulven, som er over alle de andre, undtaget alfa-ulven, og så videre. Ulve har selvstændige rangordenssystemer for hanner og hunner – der findes altså både en alfa-hanulv og en alfa-hunulv. Disse rangordenssystemer er kun for de kønsmodne dyr. Hvalpe og ungulve har deres egen rangorden, som omfatter begge køn.
Da man som en del af den selektive avl fra ulv til hund sandsynligvis har udvalgt de mest "hvalpede" dyr, kan det
være en af grundene til, at man hos vores hunde ikke altid ser en stringent kønsopdelt rangorden.

En ulvefloks alfa-par er som regel det oprindelige forældrepar. Det kan dog ske, at en alfa-han holder op med at parre sig med alfa-hunnen og overlader den rolle til en lavere rangerende han. Han fortsætter dog med at lede de
fleste af flokkens andre aktiviteter.

Hverdagen i flokken er præget af ro og harmoni – og ikke, som det ofte fremhæves, af konflikter og "hakkeorden".
Rangordenen er jo netop til for at holde ro i flokken og undgå konflikterne. Det er som regel kun omkring hunnernes
løbetid eller i perioder med manglende mad, at der opstår større konflikter, og rangordenen bliver tydelig. De fleste
af dagligdagens små skærmydsler løses ved hjælp af kropssprog og mimik. Hvis det ikke lader sig gøre, vil et højere rangerende flokmedlem fysisk stille sig imellem de to stridende parter og blive stående. Indtil der er ro igen.

Vores hunde bruger stadig det at "gå imellem", når de løser konflikter. Et klassisk eksempel er kæreste- eller ægteparret, som står og omfavner og kysser hinanden. Men fordi omfavnelse set med hundens øjne er en aggressiv
handling, går den ind og dæmper aggressionerne ved at gå imellem parret. Mange mennesker misforstår det og tror, at hunden er jaloux.

Vi kan også bruge det at "gå imellem", når vi skal løse konflikter med vores hunde. Du kan "gå imellem", hvis din
hund bliver ved med at ville grave i en potteplante, eller hvis den har en konflikt med en anden hund. Risikoen for at
blive bidt er forsvindende lille – langt de fleste hunde forstår øjeblikkeligt betydningen. Prøv at lægge mærke til, hvor tit din hund egentlig løser konflikter ved at "gå imellem".

Pinning er en anden måde at irettesætte på. Det foregår ved, at den ene ulv tager et løst greb om den andens snude
med tænderne og holder fast, indtil den anden igen forholder sig rolig. De ældre dyr bruger også pinning, når de irettesætter hvalpene. Når hvalpen irettesættes sådan, er det hvalpen selv, som kaster sig ned på jorden og rundt på ryggen, mens den skriger himmelhøjt. Det er ikke den ældre, der smider dem ned og påfører hvalpen store smerter.
Hvalpen har igennem leg med sine søskende lært, at når noget gør ondt, skal den bare skrige, så stopper den anden,
og smerten forsvinder.

Ældre ulves og hundes omgang med hvalpe er desværre meget misforstået. Nogle af de "gode" råd, du kan høre rundt omkring, går på, at man skal kaste sin hund ned på ryggen og holde fast, til den "giver" sig, fordi sådan gør
hundemoderen. Eller at man skal ruske hunden i nakkeskindet, fordi sådan irettesætter hundemødre sine hvalpe. Men det eneste tidspunkt, en ulv rusker noget i nakkeskinnet, er, når den dræber et mindre byttedyr.

Et andet "godt" råd siger, at man skal bide hunden i øret. Også her er begrundelsen, at sådan gør hundemoderen. Den svenske hundepsykolog Anders Hallgren har imidlertid lavet en undersøgelse, hvor han bl.a. indsamlede oplysninger fra forskellige kenneler om, hvordan deres hunde irettesatte hvalpene. Undersøgelsen viste, at hundemoderen stort set kun benytter sig af pinning, når hun irettesætter - og det foregår helt uden nogen former for vold eller fysisk smerte. Hermed håber jeg at have tilbagevist nogle af de mange fejlagtige skrøner, som desværre stadig florerer.

Kilde: Søs Dalgaard Jensen, Hundeskolen Trofast.