Begrebet lederskab bruges ufattelig meget i hundekredse i disse år. "Du har et dårligt lederskab over din hund".
"Du skal vise din hund, hvem der bestemmer". "Du skal vinde hver enkel situation". "Med lidt fast hånd kan du
hurtig fjerne problemet". Sådan kunne nogle af de 'gode' råd om, hvordan man styrker sit lederskab over hunden,
meget vel lyde. Mange forklarer nemlig lederskab med, at ejeren skal være den største, stærkeste og mest dominerende. Men er det overhovedet lederskab?

Du kan selv regne svaret ud ved at forestille dig, hvilken type chef du ville respektere mest og arbejde bagdelen ud af bukserne for? Er det chefen, som altid dominerer dig og skælder og smælder og griber dig i kravetøjet, når du begår en fejl? Chefen, som tager æren for dit arbejde, og som ikke viser forståelse for dig og den person, du er? Chefen, som fuldstændig overhører dig, når du forsøger at fortælle noget? Eller er det en chef, som støtter dig i dit arbejde, bakker dig op, uddeler ansvar og viser dig tillid? Som roser dig, når du har lavet et godt stykke arbejde, men som selvfølgelig også retter dig, når du begår fejl, men gør det med respekt og forståelse for din person?

Den første cheftype tror jeg, at de færreste vil respektere. Mange vil nok være bange for vedkommende, men angst har intet at gøre med respekt. Jeg tror, at medarbejderne under denne chef er meget modvillige og kun lige yder det stykke arbejde, som nu engang skal gøres. Enkelte vil forsøge at kravle højere op i hierarkiet – over chefen, mens andre nøjes med i det skjulte at benytte enhver lejlighed til at stille denne chef i et dårligt lys over for andre. Medarbejderne vælger at blive på arbejdspladsen, fordi de ikke føler, de har andre muligheder. De er måske bange for at blive arbejdsløse, at de ikke kan få en lige så god løn et andet sted osv. Men de kunne aldrig drømme om at omgås hinanden i fritiden.

Hunde er faktisk slet ikke så forskellige fra mennesker på det område. Ikke desto mindre opfører mange hundeejere sig som den dominerende chef over for deres hunde. Sandsynligvis fordi sådan har den gængse opfattelse af hundeopdragelse altid været - og er desværre stadig. Man skal tale hårdt til hunden for at få den til at høre efter. Mænd er bedre til at være flokledere end kvinder, fordi de har en dybere stemme og er fysisk stærkere. Men hvordan er denne opfattelse i det hele taget opstået?

En del af forklaringen findes i de såkaldte rangordens-eksperimenter. Disse forsøg gik ud på, at forskere spærrede nogle dyr inde på et meget lille område uden mulighed for at flygte. Så observerede de, hvordan rangordnen blev etableret. Man undersøgte bare ikke, hvad der skete, hvis lågen bliver åbnet. Ville dyrenes så stadig holde sammen, eller ville de gå hver til sit?
Dette spørgsmål er faktisk helt centralt. Præcis som på en arbejdsplads kan man skabe en rangorden blandt dyr,
der aldrig af fri vilje ville leve i flok, ved at spærre dem inde i et bur. Her er resultatet, at den største og stærkeste ender øverst i rangordnen.

Rangordens-eksperimenterne har været med til, at der er blevet sat lighedstegn mellem udvikling af rangordenssystemer og dannelse af en flok. Resultaterne af forsøgene er ofte blevet præsenteret på en sådan måde,
at dyrenes aggressioner er kommet alt for meget i centrum. Det har ledt til, at mange uden for de videnskabelige kredse har fået et forvrænget billedet af, hvordan rangordens-systemer opbygges.

Kilde: Søs Dalgaard Jensen, Hundeskolen Trofast.