Da vi i vores kuld opdagede, at vi havde en ”svømmer” (Pectus Excavatum), besluttede vi os for, at finde ud af så meget som muligt om fænomenet. Vi søgte derfor oplysninger på Internettet, men fandt derved ud af, at der er meget lidt hjælp at hente. Der er faktisk ingen danske artikler om svømmerhvalpe, og spørger man opdrættere, er det meget få som ved, hvad en svømmer er for en størrelse. Da jeg søgte på engelsk fandt jeg derimod en masse amerikanske artikler, som jeg så fik printet ud, og tygget mig igennem.

Vi vil med denne web-side fortælle om vores kendskab til det at have en svømmerhvalp, hvad man kan gøre for at hjælpe hvalpen, og hvordan Basse, som vores svømmer hedder, siden har klaret sig.

Til de som ikke ved, hvad en svømmerhvalp er, vil jeg først fortælle lidt derom.

En svømmer i et kuld, er en hvalp, som er helt flad på brystkassen, dens for- og bagben ligger ud til siderne, og den laver ”svømme-bevægelser” med forbene, for at komme frem, deraf navnet. Mærker man på ribbenene, krummer de ind mod rygsøjlen, og de mærker derfor helt deforme. Den ser bredere ud end de andre hvalpe i kuldet, fordi den er mere flad, og den bliver mere og mere tallerken-formet, som dagene går. Lader man hvalpen være, vil den til sidst dø, da der efterhånden ikke er plads til de indre organer. Har man ikke lagt mærke til svømmeren de første to-tre uger, opdager man det, når de andre hvalpe begynder at rejse sig.

Svømmeren bliver liggende, løfter hovedet men kommer ikke op at stå. Er man så heldig, at man i løbet af de første dage, kan se man har en svømmer, går det hurtigere med at få hvalpen ”rettet op”.

Med Basse opdagede vi det, da han var ca. 12 dage, når man løftede ham op, strittede hans ben ud til alle fire verdenshjørner, og han lignede en, hvis krop var kørt over af en vejtromle. Vi fik gode råd af vores dyrlæge, som heldigvis vidste hvad vi talte om, og et af rådene var at lægge ham på en pude med små flamingo-kugler. Det ville tage trykket af brystkassen, som jo ellers blev presset mere og mere ud, efterhånden som Basse blev tungere. Vi havde en af ungernes aflagte sækkestole, så den blev lagt i kassen, når han ikke skulle spise ved sin mor. Hver gang vi kom ud til ham, lagde vi ham på siden, eller ryggen, og efter et stykke tid affandt han sig med sin skæbne, og sov i den anviste stilling en time eller to.

I en af de amerikanske artikler, havde en opdrætter gode erfaringer med at ligge en masse legetøj i hvalpekassen, svømmeren vil så lægge sig henover legetøjet, men også at lægge en skum-æggebakke-maddras under tæppet, var et af rådene. Så der lå Basse altså, sammen med resten af familien, på skum-madras, mellem alverdens legetøj, og ind i mellem i en sækkestol. Da hans søskende begyndte at stavre af sted, forsøgte han energisk at komme op på sine forben, og efter et par dage havde han fået styrket musklerne så meget, at han kunne sidde op i et par minutter, før forbenene igen gled ud til siderne. Hans største problem var nu at spise ved fadet, men vi fandt ud af, at hvis han blev sat med ryggen ind i kassens hjørne, fik han så megen støtte, at han kunne sidde og spise.

Vejret var dejligt, så da de små skulle ud på græsplænen, skete der en stor forandring med Basses træning. I græsset kunne hans ben ikke så nemt glide ud til siderne, og kort tid efter småløb han hen over græsset, til stor morskab for alle, da Holger udtalte, at han mest af alt lignede en der var punkteret. Da hans ben jo stadig var temmelig langt fra hinanden, var der kun 2 cm. luft under ham, så det så altså ret morsomt ud.

Han var ude at træne på græsset tre gange om dagen, og i løbet af en uge, var han lige så hurtigt på benene som sine søskende. Vi talte meget om, hvorvidt det kunne have indflydelse på hans hofter og albuer,
og flere dyrlæger har udtalt, at det ikke ser ud til at svømmere får mere H.D./A.A, end normale hvalpe.

Vi har også talt meget om, hvorfor der kommer en svømmer i et kuld, men det er der ingen som kan forklare. Man har flere teorier, men ingen dokumenteret forklaring. En amerikansk opdrætter mener simpelthen, at hvalpen bliver født med meget bløde ribben, og fordi de er så bløde, bliver de hurtigt presset sammen, specielt hvis det er en meget stor hvalp. Opdrætteren havde gjort sig den erfaring, at hvis man opdagede det indenfor de første timer af hvalpens liv, kunne man kurere den på to dage, hvis man hele tiden lagde den på siden, og sørgede for at den blev hægtet på de øverste patter.

Basse stortrives nu i sin nye familie, og hans to storebrødre får ikke et ben til jorden, når først Basse ruller sig ud og fræser gennem haven med 200 km i timen. Hans brystkasse er fuldt udviklet, han er p.t. fire måneder, og er en energi-bombe af den anden verden. Vi håber, at andre vil få nytte af denne side, og har du evt. spørgsmål om det at have en svømmer, vil vi gerne besvare dem, hvis det er muligt. Vi opdrætter labrador retriever, men problemet findes helt sikkert også hos andre racer.

Indsendt af / kilde: Malene Hørby Oredsen og Holger Blom Davidsen.