I Sverige er mange hunde gennem årene bukket under for støversygen. De sidste ti år har veterinærerne arbejdet med en teori om græsfrøs vandring i hundekroppen. Lidelsen kan også ramme danske hunde. Nu er gåden løst. En svensk doktordisputats forklarer sammenhængen mellem græsfrø og bakterier fra hundens mund. Jagthundeejere på Gotland har i mange år kendt til den frygtede sygdom, støversygen. Det har først og fremmest været støvere og stående jagthunde som er blevet angrebet.

Tidligere betragtedes sygdommen som en bakteriel infektion forårsaget af skrammer hundene pådrog sig i terrænet. Medicinsk behandling viste sig normalt at være virkningsløs, og mange hunde er gennem årene blevet aflivet. Siden midten af 60-erne har man forsøgt sig med kirurgisk indgreb og efterfølgende medicin. De betydeligt bedre resultater førte til at man siden 1986 har forsket i sygdommen på Landbrugsuniversitetet i Uppsala. Nu har en af forskerne, Jan Fredin skrevet en doktorafhandling der konkluderer at årsagen til sygdommen er et samspil mellem græsfragmenter og bakterier fra mundhulen. Sygdommen kan også ramme danske hunde da en del af de sygdomsfremkaldende græsarter også findes her i landet.

Vandrende græs

De første sygdomstegn er gerne nedsat lyst til aktivitet eksempelvis jagt, appetitløshed m.m. Sygdommen ses oftest sidst på året eller midt på sommeren, men kan bryde ud på hvilket som helst tidspunkt.

De før omtalte græsfragmenter, frø eller dele af frø optager hundene i mund og luftveje når de løber i græs. Frødelene, som oftest er forsynet med små modhagere er i stand til at udføre hygroskopiske bevægelser, hvilket vil sige at de kan ændre form efter temperatur og fugtighed. På den måde kan de arbejde sig gennem de forskellige væv og vandre rundt i hunden.

De kan gennembore lungerne, gå ud igennem brysthulen eller sætte sig i muskulaturen under rygraden. Når de vandrende græsdele får så katastrofale følger for hunden, skyldes det i følge Jan Fredin, at de medtager bakterier fra mundhulen. Disse er i sig selv ufarlige, men bliver sygdomsfremkaldende når de havner inde i kroppen. Sygdomsforløbet fører ofte til at der fremkommer en byld normalt et eller andet sted på brystkassen, men oftest i området ved bageste ribben. I løbet af nogen tid modnes bylden, eller hunden bider hul på den. I de tilfælde hvor græsdelene har sat sig til en byld eller i rygmuskulaturen skal alle de inficerede vævsdele fjernes, og her vil dyrlægen normalt finde et eller flere græsfragmenter. Hunden skal efterfølgende behandles med antibiotika.

Det er nok mere kompliceret hvis infektionen sidder i lungen. Her kan man ikke umiddelbart komme til det betændte område og fjernelse af væv er ikke så let en sag. Her anvender svenskerne dræning af det betændte område kombineret med medicin. Det viser sig i øvrigt at græsfrø er årsag til store lidelser hos fårenes lam i såvel Rusland som på New Zealand. Ligeledes ved man fra U.S.A og Canada at græs er årsag til mange problemer for stående jagthunde.

Der findes omkring 100 græsarter som har disse ubehagelige egenskaber, og en række af dem vokser også i Danmark. Når det særligt er på Gotland sygdommen hærger, skyldes det øens særlige klima og plantevækst. Åbne skove og store strandenge giver megen græsvækst, og da jorden kun i kortere tid er dækket af sne er mulighederne for at få græsfrøene ''indenbords" ganske store.

Syg i næsten et år

Sygdommen er næppe særlig almindelig i Danmark, men desto mere er der grund til at være på vagt, fordi dyrlægerne kender så lidt til symptomer, forløb og behandling. Men det kan ramme danske hunde og et godt eksempel på et besværligt sygdomsforløb er fra 1988/89.

I december blev en engelsk setter indbragt på den stedlige dyreklinik. Hunden var syg og hostede ligesom den havde en knude ved venstre bageste ribben. Hunden blev behandlet medicinsk.

I januar kom hunden igen. Knuden vare blevet større, den havde en åbning fortil og blev fjernet som en ondartet svulst. Dyrlæger gik grundigt til værks, strukturen blev fjernet, der blev lagt dræn og syet i dybden. Efterfølgende behandledes hunden medicinsk.

Ved dissekering af det fjernede væv fandt man 6-8 frø eller stumper af aks fra græs.

Hunden kom sig tilsyneladende, men blev syg igen i september. Svulsten eller bylden var nu meget større (12x5 cm). Hunden var meget syg og havde feber. Der blev tømt 30 ml væske fra bylden. Antibiotika blev givet. Hunden blev imidlertid ikke rask og blev så p.gr.a. ferie indbragt på et andet dyrehospital. Her blev der foretaget en meget stor afskrælning af inficeret væv og kanaler renset helt ind mellem ribbenene. Ca. to måneder efter var hunden rask.

Den første dyrlæge blev senere konfronteret med de svenske undersøgelser og metoder, og var ærgerlig over, at han ikke kendte til dem, så han kunne have behandlet hunden korrekt med det samme. Han mente i øvrigt at kunne huske et lignende tilfælde fra år tilbage. Da man som sagt ikke her i landet er særlig opmærksom på støversygen hvilket også er tilfældet mange steder i Sverige, er det ikke utænkeligt at der med mellemrum er hunde som fejldiagnosticeres. For godt et års tid siden var en jagthund på Djursland alvorligt syg. Den behandlende dyrlæge anså det for at være lungebetændelse, men sygdommen blev ved med at blusse op over en længere periode.

Da hunden trods nogle knuder på halsen ikke blev behandlet kirurgisk er det ikke muligt at fastslå om den var ramt af støversygen, men symptomer og sygdomsforløb mindede i betænkelig grad om det.

Forebyggelse

Naturligvis skal man ikke gå rundt og være bange for at hunden bliver syg hver gang den er ude at løbe i langt græs, men det er vigtigt at man som hundeejer kender til risikoen. Når man kender den kan man også gøre sin dyrlæge opmærksom på støversygen hvis husets firbenede familiemedlem skulle komme ud for det beskrevne sygdomsforløb. Man kan også gøre en del efter jagt - eller motionsture på arealer med megen græs. Man kan kontrollere at hunden ikke har græsfrø i munden og i næsen eller på steder hvor den kan komme til at slikke dem i sig. Det vil i praksis sige at den lige skal have en omgang med hundekammen, så frøene ikke bliver siddende i pelsen.

Man må vel regne med at Jan Fredins doktorafhandling om støversygen vil betyde at sygdommen og dens behandling beskrives i diverse internationale veterinærtidsskrifter. På den måde vil danske dyrlæger også få en bedre viden om sygdommen end tilfældet er i dag. Der er dog blandt dyrlæger et øget kendskab til lidelsen. Et tilfældigt rundspørge viste at flere end tilfældet var for 6-7 år siden havde hørt om støversygen og læst lidt, men i øvrigt ikke selv havde diagnosticeret den. Som hundeejer kan det derfor være godt at have læst denne artikel så man, hvis uheldet er ude, kan henvise til Jan Fredin på Sveriges Landbrugsuniversitet i Uppsala.

HUNDEN - Januar/Feb 1998. Eftertryk tilladt med kildeangivelse.