Generelt

Q-feber er en zoonose der forekommer i næsten alle lande i verden. Den skyldes infektion med bakterien Coxiella brunetti. Bakterien kan, i lighed med virus, kun formere sig hvis den er inden i en anden levende celle. Når bakterien forlader cellen trækker den sig sammen og bliver mindre og tættere. I denne tilstand er bakterien meget modstandsdygtigt, og kan overleve i mange måneder, måske flere år, i miljøet.

Køer, får og geder anses som bakteriens hovedværter, men en lang række andre dyr kan også blive smittet: hunde, katte, gnavere, fugle, flåter og mennesker.

Smittevejen er næsten altid ved indånding af støv eller vanddamp med bakterier i. I varmere egne af verden kan bakterien også overføres med blodsugende flåter, men det menes ikke at være tilfældet i Danmark. Tegn på Q-feber infektion i en fåre- eller kvægbesætning er aborter, svagtfødte kalve, dødfødte kalve, tilbageholdte efterbyrder, børbetændelse og reproduktionsproblemer. En del dyr vil udvikle sig til raske smittebærere. Så når bakterien først er kommet ind i en besætning kan den blive der i mange år.

Mennesker kan blive smittet af Q-feber. Størst risiko har personer der har jævnlig kontakt med kvæg, får eller geder, landmænd, dyrlæger, kvægbrugskonsulenter, inseminører og slagteriarbejdere. Hovedparten af de smittede, omkring 60 %, vil ikke blive syge, men blot danne antistoffer. De resterende cirka 40 % vil gennemgå en influenza lignende sygdomsperiode, med feber og hoste, af omkring en uges varighed. I lidt sværere tilfælde vil feberen vare 10 dage, ledsaget af kraftige svedudbrud, åndenød, opkastning, diarré. I disse sværere tilfælde ses også et betydeligt vægttab på 6-12 kg. I sjældne tilfælde kan Q-feber blive kronisk. Symptomer på kronisk Q-feber kan opstå op til flere år efter et veloverstået tilfælde af akut Q-feber. Den kroniske Q-feber infektion vil typisk findes i hjertet, leveren eller hjernen. Ubehandlet kan den være dødelig. Enkelte mennesker kan også blive ramt af et kronisk træthedssyndrom af måneder til års varighed.

Ætiologi

Coxiella burnetti er en obligat intracellulær , pleomorf stav, der måler 0,2-0,4 mm x 0,4-1,0 mm. Den farves ikke ved gramfarvning. Den kan dyrkes i cellekulturer, befrugtede æg og laboratoriedyr. Dyrkningen må kun foregå i specielle sikkerheds laboratorier. Et sådant laboratorie findes pt. ikke i Danmark.

Epidemiologi og patogenese

Smitte er formentlig fortrinsvis luftbåren via aerosoler af inficeret materiale eller via støv fra et kontamineret område. C. burnetii kan overleve i måneder til år uden for værten og kan spredes med vinden. I middelhavsområdet er der set lokale udbrud af Q-feber i perioder med mange dyrefødsler og samtidig kraftig vind. På kreatur- og fåreslagterier er der set udbrud blandt slagteriarbejdere efter et akut smittet dyr er blevet slagtet.

Kvæg, får og geder anses for at være naturlige værter for C. burnetti, men kæledyr som hunde, katte, kaniner og fugle er modtagelige for infektionen, og kan have betydning for smitte fra dyr til mennesker

Smitte kan også forekomme via upasteuriserede mælkeprodukter. Menneske-til-menneske smitte er beskrevet, men er stort set ikke forekommende.

Kritisk smitsomt inokulum er 1 bakterie, og C. burnetii er klassificeret som et Gruppe 3 patogen.

Kliniske symptomer

Symptomfri forekomst at Q-feber i en besætning er sandsynligvis det almindeligste.

Andre tegn på Q-feber hos kvæg er aborter, dødfødte kalve, svagtfødte kalve, tilbageholdt efterbyrd, børbetændelse, og reproduktions problemer.

Hos små drøvtyggere er Q-feber forbundet med aborter, enten sporadisk eller som deciderede abortstorme.

Udenlandske og danske besætninger er blevet undersøgt for Q-feber i forbindelse med abortproblemer. Q-feber bakterien blev meget sjældent fundet som den eneste årsag. Oftest fandtes den sammen med den encellede parasit Neospora caninum og/eller bakterien Leptospira hardjo.

Eksperimentelt har man kunnet fremkalde abort hos kvæg ved at inficere det med Q-feber. I praksis vil Q-feber bakterien være en del af en blandingsinfektion med andre abortfremkaldende mikroorganismer

Diagnose

Eneste diagnostiske metode til påvisning af Q-feber hos dyr i Danmark er påvisning af antistoffer, enten ved ELISA eller immunfluorescens. Der kan gå op til 6 uger fra de første symptomer viser sig til der er et sikkert antistofsvar. Dette kræver normalt at der tages prøver med mindst 2 ugers mellemrum.

Hos mennesker kan bakterien findes med PCR-teknik (DNA), men testen anvendes kun hvis der er mistanke om kronisk Q-feber

Behandling

Bakterien er følsom over for antibiotika. Men da symptomerne på Q-feber infektion er så varierede, og påvisning af bakterien i praksis umulig, vil antibiotika behandling i en besætning, på nuværende tidspunkt, ikke være realistisk.

I udlandet, specielt i Australien, arbejdes der med fremstilling af vacciner til kvæg og mennesker. Der markedsføres i øjeblikket ikke vacciner mod Q-feber i Danmark. Hverken til dyr eller mennesker.

Kontrol

Q-feber er på liste 2 over smitsomme husdyrsygdomme, der skal indberettes til myndighederne. PT er der ikke en bekendtgørelse, der retter sig mod forekomst af, eller mistanke om Q-feber i en besætning. Fund af antistoffer mod Q-feber i en besætning vil derfor heller ikke medføre nogen restriktioner. Besætningen vil heller ikke komme under offentligt tilsyn.

Kilde: LBI