Igennem ca. 30 år har man i Danmark og udland forsøgt at bekæmpe hofteledsdysplasi (HD) hos vores hunderacer, uden den helt store succes. Hofteledsdysplasi er en svær invaliderende arvelig lidelse, som især er et problem hos de middelstore og store arbejdende racer, heriblandt schæferhunde, rottweiler m.fl.

Nuværende metode

Indtil nu har man screenet hunde for HD ved, at man på røntgenbilleder undersøger for tegn på hofteledsdysplasi, d.v.s. man ser efter om lårbenshoved og hofteskål passer sammen eller om der er løshed i leddet (subluxation), og om der er begyndende knogleforandringer i hofteskålen eller på lårbenshovedet (degenerative ledforandringer). Metoden har desværre nogle mangler, som kan være noget af forklaringen på, at vi ikke er kommet videre med vores bekæmpelse af HD. For det første er metoden subjektiv, d.v.s. at de forandringer man kigger efter ikke er en fast størrelse, men derimod et vurderingsspørgsmål for den/de person(er) der er sat til at evaluere de indsendte røntgenbilleder. Et af problemerne ved dette er, at det kan være svært at reproducere resultaterne, med andre ord vil en given HD-diagnose idag ikke nødvendigvis give samme resultat i morgen.
Et andet problem ved den nuværende metode er, at det formentlig ikke er den optimale måde at "måle" graden af HD på, idet det er velkendt, at selvom man har en hanhund, der er HD-fri, kan der alligevel ses rigtig meget afkom efter den med svær HD, altså har hannen det, vi kalder skjult dysplasi.

Ny metode

Alle disse forhold har gjort, at man har fortsat arbejdet med at udvikle en mere optimal metode til at afsløre risikoen for, at et individ udvikler eller nedarver HD.

Et resultat af dette er, at man har udviklet en såkaldt stress-radiografisk teknik (PennHIP), hvor man kan måle den maximale ledløshed. Ledløsheden er årsagen til at slidgigt forandringerne udvikles, hvilket gør det særdeles interessant at måle denne.
Metoden går ud på, at når hunden er bedøvet, placeres den som normalt til HD-optagelser på ryggen, og dernæst "tvinger" man, ved hjælp af et specialkonstrueret apparat, lårbenshovedet maximalt ud af hofteskålen og tager et røntgenbillede. For god ordens skyld skal det oplyses, at hverken hunden eller hundens hofter lider nogen form for overlast ved metoden. På røntgenbilledet måler man så den grad lårbenshovedet kan flyttes ud af hofteskålen, d.v.s. at det ikke er et vurderingsspørgsmål længere, men derimod en objektiv målemetode. Løsheden (det man har målt) angives som et index, der går fra 0,0 til 1,0, hvor 0,0 er det perfekte led og 1,0 leddet med maximal ledløshed.

Den nye metodes værdi

Ved forsøg er det bevist, at hunde der havde et index på under 0,3, aldrig udviklede HD, mens hunde der havde et index på over 0,7, altid udviklede HD.

En anden fordel ved denne metode er, at resultatet er meget reproducerbart, idet det er vist, at det resultat man får når hvalpen er 4 måneder i meget, meget høj grad passer sammen med det resultat man får, når hunden bliver 1 år. Endvidere betyder det ikke noget, hvem der laver røntgenoptagelsen. Endnu en fordel ved PennHIP metoden er, at arveligheden af ledløshed er langt højere end arveligheden af hofteledsdysplasi. Vort bekæmpelsesprogram mod HD har derfor langt større chance for at give resultat med den nye metode.

Altså umiddelbare fordele ved PennHIP/"stress"-radiografisk HD-optagelse:

1.kan foretages allerede når hvalpen er 4 måneder gammel
2.en objektiv vurderingsmetode
3.det vi måler har højere grad af arvelighed
4.mere sikker vurdering af om hunden udvikler HD, eller om den har "skjult" HD den kan nedarve.

For yderligere information vedr. PennHIP se www.synbiotics.com

Kilde: Virklund Dyreklinik er moderne dyreklinik der udelukkende behandler kæledyr. På vores hjemmeside beskrives klinikken/personale og vores særlige arbejdsområder ex. behandling af hudlidelser,hofteledsdysplasi og adfærdsproblemer.