Hvem rammes af sygdommen?, hvad kan man gøre ved den ?. Kan hunden blive haltfri igen og er sygdommen arvelig?.

Uafhængigt af hinanden beskrev tre forskellige personer allerede i 1910 en sygdom i hofteleddet hos menneskebørn. Sygdommen blev opkaldt efter alle tre personer - deres efternavne var henholdsvis Legg, Calvé og Perthes, deraf det mærkelige navn.

Der har været fremsat flere teorier om årsagen til Calvé-Legg-Perthes, men de fleste er enige om at nedsat blodforsyning til lårbenshovedets vækstzone spiller en central rolle. Sygdommen forekommer familiært, indenfor bestemte racer, så skønt den præcise arvegang ikke er kendt, er der nok ikke tvivl om at arvelige faktorer har betydning for sygdommen. Jeg vil derfor anbefale at der ikke avles på en hund der har haft Calvé-Legg-Perthes som ung.

Det er overvejende små racer der rammes, f.eks. dværgpuddel, dværgpinscher og små terriere som west highland white og lakeland. Tæver rammes ligeså hyppigt som hanner, hvilket afviger fra forholdet hos mennesker, hvor drenge får sygdommen fire gange så hyppigt som piger. Fodringsmæssige forhold menes ikke at have betydning for sygdommens udvikling.

Sygdommen opstår i det første leveår, typisk omkring syv måneders alderen. De kliniske symptomer på Calvé-Legg-Perthes er halthed på det ene, eller i sjældne tilfælde begge, bagben. Haltheden er tiltagende over to-tre måneder, og nogle hunde vil slet ikke tage støtte på benet. Derfor ser man ofte at musklerne på låret svinder ind. Diagnosen stilles på en klinisk undersøgelse af hunden, og på et røntgenbillede der viser ændringer i ledhovedets knoglestruktur og form. I milde tilfælde (ca. 25%) sker der en spontan helbredelse. Det syge knoglevæv erstattes af nyt væv, men lårbenshovedets form bliver ved med at være forandret. Det vil dog sjældent give hunden problemer senere, fordi det som nævnt er små og lette racer, der rammes. I alvorligere tilfælde kan det blive nødvendigt med en operation og efterfølgende genoptræning.

Efter operationen bliver langt de fleste patienter smertefri og velfungerende.

Kilde: Helle Friis Proschowsky, dyrlæge.