Det positive ved mere end én hund er let at se. Hundene giver hinanden en vis grad af selskab og beskæftigelse. Som oftest bliver de gode makkere, der støtter hinanden ved forskellige aktiviteter. To tør mere end én. Noget, der kan virke skræmmende for en hund, er lettere at nærme sig for to. Hundene har også hinanden at lege med. De kan tage sig af hinanden og få kontakt.
De lærer også hundesprog mere effektivt, fordi de dagligt øver sig på hinanden. For hundeejeren bliver der flere muligheder for både træning og hygge.

Når den ene dør

En fordel for os mennesker ved flere hunde er, at det er lettere at acceptere tabet og sorgen, hvis den ene hund dør. Den anden er jo en trøst og støtte. Sorgen er lige stor, men man kommer ofte lidt lettere over den. Tiden og den anden hund hjælper til med at læge sårene.

Jo, at have flere hunde medfører flere store fordele. Men kender man ikke også ulemperne, kan der let komme problemer. Derfor vil jeg helst beskrive dem - uden at afskrække. De problemer, der kan opstå, er nemlig lette at forebygge.

At have to eller flere hunde af samme køn er mere risikabelt, end hvisde er af forskelligt køn. To hanhunde er naturlige rivaler om tæver og er ofte mere krigeriske. Hvad tæver angår, har de som regel en mere fredelig sameksistens end hanner.
Men når to tæver bliver uvenner, er det tit værre end med hanhundene. Risikoen øges ofte dramatisk under løbetid og ved falsk graviditet.

Med visse racer, fx cavalier king charles, shetland sheepdog, collie eller setter, er risikoen for ballade ikke så stor. Men hos andre racer, fx schæfer eller visse terriere, er den større. Det skyldes, at forskellige racer har forskellig aggressionstærskel - selvfølgelig med en stor margin for individuelle variationer.

Jo tættere to hunde af samme køn er på hinanden i alder, desto større er risikoen. Der skal helst være 3-4 år mellem hundene. Derfor skal man aldrig falde for fristelsen til at købe to kuldsøskende af samme køn.

Hvis de bliver uvenner

Er det håbløst, hvis to hunde i en familie bliver uvenner? Nej, efter min erfaring er der en hel del at stille op, og prognosen er ikke så dårlig, som man tror, når man ser hundene slås. Har de været venner i længere tid og pludselig uden synlig årsag begynder at slås, har man god grund til at antage, at der er en medicinsk årsag. Smerte er en af de almindeligste grunde til irritation, men der er også andre årsager. Det vigtigste er at finde grunden, så stiger chancerne for at få hundene til at enes igen.

Hvis hundene er blevet uvenner, skal man ikke gå ud fra, at det skyldes misundelse. Man kan nemlig stille spørgsmålstegn ved, om den følelse findes hos hunde - i hvert fald i den menneskelige form. Et menneske bliver vred på den, der favoriseres eller får noget attråværdigt, som man fx kan se det ved søskende-jalousi. Men hunde er mere fikserede på det, de vil have, og ikke på "konkurrenten". Fx bliver en hund ikke aggressiv mod et barn, fordi det får for megen opmærksomhed. Hunden gør snarere mere for selv at blive lagt mærke til.

Har man en hanhund og en hunhund, kan det blive ret anstrengende, når hunhunden er i løbetid. Måske må man, for at løse problemet, skaffe sig et sted at anbringe den ene hund, mens det står på, i hvert fald i de "højløbske" dage.

En ulempe ved at have to eller flere hunde er, at de ofte støtter hinanden for meget. De bliver store i slaget, bare fordi de er flere. Det stiller større krav til hundeejeren om grundig træning, så hundene ved, hvilke grænser man sætter. De må ikke fare på andre hunde for at slås eller i fællesskab jage folk væk.

Mens sådanne grænser er nemme at sætte, når man kun har én hund, er det betydeligt sværere, hvis man har to. Derfor er det vigtigt, at den første hund er velopdragen og problemfri. Ellers bliver den et helt forkert forbillede for den yngre.
Får man problemer med "floksyndromet", skal man tænke på at træne hundene én ad gangen, og bagefter sammen.

Den falske tryghed

Hvis man allerede har en voksen hund og har planer om at få en hvalp, skal man passe på med den tryghed, som den ældre hund giver hvalpen. Det spiller ingen rolle, om den første kun er få måneder ældre.
Hvalpen vokser op med en beskytter, den kan gemme sig bag i den mindste krisesituation. Den bliver til sidst så afhængig af den anden hund, at den intet kan klare på egen hånd - og kan blive et forsigtigt og reserveret individ, når den er alene.

Risikoen for denne "falske tryghed" er let at forebygge. Man skal bare sørge for, at hvalpen i sit første halve leveår er uden støtte fra den voksne hund, når man går tur. De skal jo alligevel ud hver for sig, da en hvalp i opvækst ikke må belastes med en voksen hunds motion. Hvis hvalpen, uden at "beskytteren" er med, får lov at træffe børn, voksne mennesker og andre (rare!) hunde, bliver den tryg i sig selv.

Det siges, at hvis man har mere end én hund, giver hundene hinanden så meget, at de bliver mindre afhængige af og knyttede til deres mennesker. Sådan tror jeg ikke, det er. Tværtimod afhænger det af, hvor megen tid man giver sine hunde, og hvilken beskæftigelse. Kan man aktivere sine hunde med sjove opgaver og have megen kontakt med dem, er det lige meget, om de er to eller flere.

Hvis man har en hund, som skal være længe alene om dagen, skal man absolut ikke forsøge at løse problemet ved at skaffe sig én til. Mange har gjort det - bare for at opdage, at de har fået to ensomme hunde. I det tilfælde er de ikke til selskab for hinanden. De er for afhængige af deres ledere, deres mennesker. Det er jo omkring dem, alt væsentligt foregår - såsom mad, ture og beskæftigelse. Den eneste rigtige løsning for en hund, der er for meget alene, er, at man skaffer den en "dagplejemor" eller får lov til at have den med på arbejde.

Leg kan give stress

Når man har to eller flere hunde, er det almindeligt, at de leger med hinanden - og de har det sikkert enormt skægt. Men under legen udsondres der stress-hormoner i blodet fra binyrerne. Det sker, for at de kan klare at blive ved. Stresshormonernes opgave er nemlig at styrke muskulaturen ved at sørge for, at fedt, ilt og blodsukker frigøres til tjeneste for musklerne.

Hvis hundenes leg er stressende hver eneste dag, arbejder dette system for meget, og hundene bliver over-aktive. Efter min erfaring skal hunde principielt højst hver anden dag bruge al deres energi på leg med andre hunde, hvis man skal undgå stress. Senere er det selvfølgelig individuelt, hvad de tåler.
Værst udsatte er hvalpe og unghunde, fordi de så let overdriver legene.

Jeg nævnte før, at man med tanke på risikoen for fremtidige slagsmål skal undgå at anskaffe sig to kuldsøskende af samme køn. Faktisk skal man - med tanke på de overdrevne lege - overhovedet helt undgå kuldsøskende, uanset køn.

Desuden lærer hundene gennem leg at jage. De leger jo jagtlege, hvilket er en øvelse i rigtig jagt. Hertil skal føjes risikoen for muskel- og knogleskader. Den risiko er særlig stor, hvis man har én stor og én lille hund, da den store jo kan komme til at lege for hårdt med den lille.

Hunde er vældig gode til at lære af hinanden, især unoder som at gø, jage dyr eller joggere, skræmme små børn m.m. Derimod virker det, som om de konsekvent har held til at undgå at lære hinanden mere ønskelige færdigheder. Man bør altså ikke vente sig, at hundene får nogen særlig positiv indflydelse på hinanden.

En almindelig adfærd, som let overføres fra hund til hund, er gøen. Når én hund gøer, plejer den anden også at begynde - skønt den egentlig ikke ved, hvad den gøer ad. Ophidset adfærd smitter direkte hunde imellem. Én hund kan man ofte klare at dæmpe ned, når den bliver ophidset. Men har man to eller flere, er foretagendet næsten håbløst.

Desuden hjælper det ikke at råbe op over for hundene, for så forstærkes deres adfærd af ens egen ophidselse. I dette tilfælde anbefaler jeg daglig træning med mange belønninger i form af godbidder. At spise noget har nemlig en beroligende virkning, og da det drejer sig om et stress-problem, gælder det om at træne med noget beroligende.

Det er berigende at have to hunde, men det er også dobbelt arbejde. Men undgår man bare at falde i de værste fælder, kan alle parter få udbytte af fordelene ved den øgede flok.

Kilde: Dyrefondet.