Mange hunde bliver aflivet, fordi de har snappet efter eller bidt personer i familien eller fremmede mennesker. Begreberne aggressiv adfærd, pacificeringsadfærd, under- og overlegenhed samt dominans og underkastelse bliver ofte misforstået. Vi vil derfor prøve at forklare disse begreber, da det er vigtigt, at du forstår, hvorfor din hund opfører sig, som den gør, samt hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med aggressiv adfærd - så du kan søge hjælp, inden hunden bider nogen.

Derfor er hunde og andre dyr aggressive

For at overleve, må man sikre sig adgang til nødvendige ressourcer som for eksempel mad, vand og sikre opholdssteder. Og for at have mulighed for at få afkom må hanner sikre sig adgang til parringsvillige hunner. I de tilfælde, hvor der er knaphed på disse ressourcer, vil der være en konkurrence om at få adgang til dem. Derfor vil de individer, som kan tvinge sig adgang til de nødvendige ressourcer og er i stand til forsvare dem over for andre, have størst chance for at overleve. Dette gælder både for de dyr, som lever i flok, og de der ikke gør. Blandt dyr, som lever i flok, er det dog vigtigt, at flokkens medlemmer undgår konfrontationer, hvor de kan skade hinanden. Floklevende dyr har derfor udviklet et system af adfærdsformer, som bidrager til at regulere deres indbyrdes forhold.

Aggression er naturlig adfærd

Det er således naturligt for alle dyr (og mennesker) i nogle situationer at vise aggressiv adfærd. Der er dog omkostninger ved at optræde at optræde aggressivt. For eksempel vil særligt aggressive individer bruge meget energi og megen tid på at kæmpe med andre om ressourcer. Desuden vil der være stor risiko for, at de bliver skadet, så chancen for at klare sig bliver mindre. Derfor er det ikke altid de mest aggressive individer, som har bedst chance for at overleve - men derimod de, der er er i stand til at vurdere, hvornår det kan betale sig at kæmpe, og hvor når det ikke kan. Selvom aggression er naturlig adfærd, også for hunde, må familiehunde ikke optræde aggressivt - hverken over for medlemmer af familien eller fremmede mennesker. Aggressiv adfærd over for mennesker både kan og skal forebygges.

Medlemmer af en flok må indordne sig

Nogle dyr - for eksempel hunde - er tilpasset til at leve i en flok. Der er dog både fordele og ulemper ved at leve i en flok. Blandt fordelene er, at dyrene har lettere ved at beskytte sig mod fjender, samt at de kan samarbejde om nedlæggelse af store byttedyr. En af ulemperne ved at leve i en flok er, at dyrene må konkurrere med flokmedlemmer om ressourcer. Men for at udnytte fordelene ved at leve i en flok, må flokkens medlemmer indrette sig efter hinanden, så de for eksempel sover, hviler sig eller jager på samme tid. Desuden skal flokkens indbyrdes stridigheder holdes på et minimum ved, at der er et afklaret forhold mellem flokkens medlemmer.

Flokmedlemmers indbyrdes forhold kan ændre sig

I en flok vil der derfor ofte være en leder, som tager initiativ til det, som der skal foregå i flokken. Der vil endvidere være rangorden blandt medlemmerne, som bestemmer, hvilke individer, som har forrang til de ressourcer, som der er knaphed på. Hos mange dyr er forholdet mellem medlemmerne i en flok dog ikke afgjort en gang for alle. Blandt hundene i en flok er det ikke altid den samme hund, der optræder som leder ved at tage initiativet, når der skal ske et eller andet. Desuden vil forholdet mellem hundene afhænge af den situation, som de er i, og deres indbyrdes rangorden kan ændre sig med tiden. Hvis en hund ikke længere vil acceptere dens position i flokken, vil dette midlertidigt give anledning til stridigheder inden for flokken.

Lær at forstå hundens sprog

Hunde har et meget veludviklet signalsprog, som de anvender, når de skal kommunikere med hinanden og afgøre deres indbyrdes forhold, så direkte kamp mellem dem undgås. Dette signalsprog omfatter blandt andet trusler, tegn på over- og underlegenhed, pacificeringsadfærd, dominanssignaler og underkastelse. Hunde anvender også dette signalsprog, når de forsøger at kommunikerer med os. Det er derfor vigtigt at lære at forstå hundens sprog. Udfra den måde hunden reagerer på, er det ofte muligt at forudsige, om der vil opstå problemer med hundens forhold til familiens medlemmer, til fremmede mennesker eller til andre hunde.

Aggressiv adfærd hos hunde

En hund kan optræde aggressivt, når den selv føler sig truet, og hvis hunden vil forsvare dens territorium, familiemedlemmer eller noget, som den mener tilhøre den. Hvis hunden er aggressiv, vil den normalt starte med at vise truende adfærd som at knurre og vise tænder. Hvis det ikke hjælper, kan den begynde snappe. Både den truende adfærd og hundens snappen er en advarsel om, at hunden vil bide, hvis man kommer nærmere. Det, at hunden advarer, før den går til angreb eller bider, er udtryk for, at den er parat til at forsvare sig, men er samtidigt et sidste forsøg på undgå en konfrontation. Når en hund er aggressiv, kan den gø og rejse børster. Desuden vil nogle hunde optræde overlegent, mens andre optræder underlegent eller frygtsomt. Tegn på over- og underlegenhed er ikke i sig selv udtryk for aggression, men sociale signaler, som hunde bruger, når de kommunikerer med hinanden i forskellige situationer.

Gøen og rejste børster

Når en hund gør, er det ikke i sig selv tegn på aggressivitet, men tegn på at hunden er i beredskab. Dette kan den være af forskellige årsager – for eksempel fordi den er aggressiv, ophidset, agtpågivende, forventningsfuld eller frygtsom. Årsagen til, at hunden gør, vil dog kunne høres i den måde, som den gør på. Når en hund rejser børsterne, er det tegn på, at hunden er agtpågivende. Det kan hunden være, fordi den er aggressiv, eller fordi den er frygtsom eller angst. Især store hvalpe og unge hunde rejser ofte børsterne langs hele ryggen, når de er i en anspændt situation, hvor de ikke kan beslutte sig til, om de skal undersøge tingene nærmere eller trække sig tilbage.

Overlegenhed

En overlegen hund vil rette ørerne fremad og have "korte" mundvige. Hundens øjne vil være "store" og "runde". Hovedet vil være rejst og let nedadbøjet, så ansigtets signaler tydeligt ses. Hunden vil desuden forsøge at se så stor ud som muligt ved at gå eller stå på stive ben, og dens hale vil være rejst. En overlegen hund er ikke nødvendigvis mere aggressiv end andre hunde. Ofte er den mere tolerant, og der skal mere til, før den føler sig truet. En overlegen hund, som er aggressiv, vil dog ikke vige, hvis den føler sig truet eller vil forsvare et eller andet, men forsøge at advare endnu stærkere ved at knurre og blotte tænderne endnu mere. Desuden vil hunden typisk have rejst børsterne på den forreste del af ryggen. Hvis denne advarsel overhøres, kan hunden snappe eller gå til angreb og bide.

Underlegenhed

En underlegen hund har ørerne lagt tilbage, og dens mundvige er "lange". Desuden er hundens øjne "smalle". Hovedet vil være sænket, så ansigtet nærmest flugter med ryggen. Hunden forsøger at gøre sig så lille som muligt, og dens hale vil være sænket. En underlegen hund er ikke nødvendigvis frygtsom eller angst - med mindre dens underlegenhed er resultatet af en konflikt med andre hunde (eller med mennesker) eller af generel frygtsomhed. Hvis hunden er angst, kan den vise det ved at holde halen mellem benene og gispe. En underlegen og frygtsom hund vil, hvis den samtidigt er aggressiv, typisk komme med korte udfald, hvorefter den trækker sig tilbage. Hunden vil typisk have rejst børsterne langs hele ryggen. Hvis den fortsat føler sig truet, vil den forsøge at flygte eller angribe.

Pacificeringsadfærd

En underlegen hund, som ikke er aggressiv, vil ofte forsøge at slikke andre ved mundvigene eller blot markere at ville gøre det - samt lave smaske- eller suttebevægelser. Desuden kan hunden lægge sig på ryggen og tisse, mens den logrer lidt med halen. Denne adfærd kaldes pacificeringsadfærd og har til formål at "formilde" eller berolige andre hunde, som er aggressive eller ophidsede. Adfærden er afledt af den adfærd, som ses hos hvalpe, men hos voksne hunde er der tale om sociale signaler på samme måde som tegn på under- og overlegenhed. Voksne hunde er normalt ikke aggressive over for hvalpe, og de vil heller ikke reagere aggressivt over for andre voksne hunde, der opfører sig som hvalpe. Det er dog ikke kun underlegne hunde, som viser pacificeringsadfærd. For eksempel kan en overlegen hund forsøge at berolige en underlegen hund ved at vise pacificeringsadfærd, hvis den optræder usikkert eller frygtsomt.

Dominans og underkastelse

Overlegenhed er ikke det samme som dominans, selvom overlegenhed og dominans ofte følges ad. Overlegenhed er udtryk for selvsikkerhed i en given situation, mens dominans er udtryk forrang i forhold til et andet individ - for eksempel forrang til mad, bestemte pladser eller parringsvillige hunner.
Hvis en overlegen hund udfordres, kan den forsøge at demonstrere sin dominans - for eksempel ved at bestige udfordreren (og eventuelt udføre parringsbevægelser) eller trykke denne ned med forpoten. Den overlegne hund kan også forsøge demonstrere dens dominans ved placere hagen på udfordrerens ryg. Denne kan enten reagere ved lægge sig på ryggen som tegn på underkastelse eller, hvis den ikke accepterer forsøget på dominans, ved at optræde aggressivt. Når en hund i denne situation lægger sig på ryggen som tegn underkastelse, vil den have halen mellem benene. Hunden vil normalt ikke logre, men hvis der gør, vil det være i form af uregelmæssige bevægelser med det yderste af halen.
Underlegenhed er ikke det samme som villighed til underkastelse, selvom også underlegenhed og underkastelse ofte følges ad. Selvom en hund accepterer en underordnet position i den flok, som den tilhører, kan den have svært ved at acceptere forsøg på dominans. Hunden kan derfor reagere ved at vise frygtsomhed eller angst - eller ved at optræde aggressivt. Det er blandt andet derfor, at det er vigtigt, at du lærer din hund, at den kan have ubetinget tillid til dig, så den ved, at lige meget, hvad du gør ved den, så sker der ikke noget.

Hilseadfærd

Når to hunde mødes for første gang, vil de sende en masse signaler til hinanden. Tegn på underlegenhed vil veksle med tegn på underlegenhed - ofte hos begge hundene. Når hundene har haft lejlighed til at se hinanden an, vil den ene hund som regel optræde overlegent, mens den anden optræder underlegent. Hvis hundene har problemer med "rollefordelingen" kan de optræde aggressivt over for hinanden, indtil den ene flygter eller underkaster sig ved at lægge sig på ryggen. Den overlegne hund kan så demonstrere dens dominans - for eksempel ved at stå ind over den underlegne. Ved fremtidige møder mellem hundene vil forholdet mellem hundene normalt være afklaret, og de vil hilse på hinanden efter et bestemt ritual, hvor det er den underlegne, som tager initiativet til at hilse ved at vise tegn på underlegenhed samt pacificeringsadfærd, som accepteres af den overlegne. Når hundene på den måde har bekræftet deres indbyrdes forhold, kan de lege fredeligt sammen.

Underlegenhed og pacificeringsadfærd bør respekteres

Nogle hunde har meget let ved affinde sig med en underordnet position i den flok, som de tilhører, og normalt fungerende overlegne hunde, vil altid respektere, når en anden hund demonstrerer dens underlegenhed. På samme måde skal du altid respektere din hund, når den viser tegn på underlegenhed eller viser pacificeringsadfærd, ved at undlade at irettesætte den - selvom den har gjort noget galt. Den har jo allerede aflæst din adfærd og fattet "budskabet". Hvis hundens adfærd ikke respekteres, kan hunden efterhånden reagere ved at blive frygtsom eller angst, hvilket betyder, at den lettere vil komme til at føle sig truet, hvorfor den kan reagere aggressivt over for dig.

Aggression kan skyldes uklare eller forkerte signaler

Som fremgår af det ovenstående har hunde et meget udviklet signalsprog, som de anvender, når de kommunikerer med hinanden. Men ved at avle på bestemte karaktertræk hos de enkelte racer, har vi ofte gjort hundenes kommunikation med hinanden mere besværlig.
Hos racer som for eksempel Siberian Husky, der ligner deres forfader ulven, kan de mørke mundvige tydeligt ses, og øjnene er markeret ved mørke øjenomgivelser samt mørke pletter over øjnene. Desuden kan racen rejse ørerne, som er fremhævet af en mørk rand. En sort hund med hængeører er berøvet disse vigtige signaler - det vil sige, at dens "ordforråd" er blevet begrænset, når den skal kommunikere med andre hunde. Andre racer udsender direkte forkerte signaler - for eksempel Foxterrier, som altid går på stive ben, og spidshunde, der har oprullet hale, hvorfor halen altid ser ud til at være rejst. Det er forbudt i Danmark at halekupere hunde, men desværre er 5 jagthunderacer undtaget dette forbud. Disse hunde må derfor undvære det meget vigtige kommunikationsmiddel, som halen er. En hund anvender dens hale, når den på afstand signalerer, hvad "humør", som den er i. Andre hunde kan derved se, hvordan de skal forholde sig, inden de mødes med den, så aggression undgås. Der er således ikke noget at sige til, at hunde ofte misforstår og derfor kan optræde aggressivt over for hinanden. Når et møde mellem to hunde alligevel i de fleste tilfælde foregår fredeligt, skyldes det at kommunikationen mellem hundene involverer mange forskellige signaler og ikke er totalt afhængig af nogle få.

Hunde og mennesker kan misforstå hinanden

Hunde prøver også at aflæse de signaler, som vi udsender. Det kan give anledning til misforståelser, fordi hunde og menneskers signalsprog er forskellige. For eksempel smiler vi ofte til og ser intenst på de personer, som vi taler med. Dermed signalerer vi venlig opmærksomhed - selvom længerevarende direkte øjenkontakt opfattes som ubehageligt. Hunde vil derimod opfatte direkte og intens øjenkontakt som en trussel. Vores smil vil de også opfatte som en trussel, da det ligner en blottelse af tænderne. Nogle hunde vil reagere på disse trusler ved at optræde aggressivt.
Når vi vil vise vores hengivelse over for en anden person, kan vi omfavne ham eller hende. Desuden kan vi vise venlighed over for børn ved at stryge over håret. Hunde vil derimod opfatte det som et forsøg på dominans, hvis vi rækker hånden frem for at klappe dem på hovedet, eller vi forsøger at omfavne dem. Hvis en hund ikke vil acceptere vores dominans, vil den forsøge at undvige eller reagere aggressivt.

Hunde kan til en vis grad lære at forstå os

Hunde kan ofte efterhånden lære at forstå vores måde at opføre os på, hvis de har fuldstændig tillid til os. Nogle hunde har dog sværere ved at lære det end andre, og nogle hunde lærer aldrig helt at acceptere, hvad de opfatter som et forsøg på dominans - også selvom de har accepteret deres position i familien. Det er blandt andet derfor, at det er så vigtigt, familiens børn at omgås hunden med respekt.

Vær opmærksom på din hunds adfærd

Selvom din hund til en vis grad kan lære at forstå din måde at opføre dig på, vil du gøre det meget lettere for både dig selv og for din hund, hvis du forstår dens måde at reagere på, og taler dens "sprog". Hvis du er opmærksom på de signaler, som din hund udsender, kan du i mange tilfælde se, hvorfor den er aggressiv. Hvis den er aggressiv på grund af frygtsomhed, vil den udsende de signaler, som er typiske for underlegne hunde, og hvis hunden er angst vil den desuden have halen mellem benene og gispe. Hvis hunden er aggressiv, fordi den ikke vil acceptere sin position i familien, vil den udsende flere af de signaler, som er typiske for overlegne hunde. Når hunden udfordrer medlemmer af familien, kan den dog veksle mellem tegn på over- og underlegenhed - hvis den ikke er sikker på udfaldet eller møder modstand.

Aggression over for familien

Hunden bør have en underordnet position i familien forstået på den måde, at hunden skal acceptere, at familiens medlemmer bestemmer over den. Hvis hunden er aggressiv over for medlemmer af familien, kan det skyldes, at den ikke accepterer dens position i familien og derfor udfordrer andre familiemedlemmers position. Hvis hunden ikke accepterer sin position i familien, vil det vise sig i den måde, som hunden opfører sig på. Du skal derfor være opmærksom på, om hunden:

...bliver "jaloux", når familiemedlemmer beskæftiger sig med hinanden. Hvis hunden er venlig og omgængelig, betyder denne adfærd dog ikke, at den er usikker på sin position i familien, men blot at den gerne vil være med, når de øvrige i "flokken" foretager sig noget sammen.
...efterhånden er blevet "døv" over for det, som du siger, når du vil have den til at gøre et eller andet, viser modvilje mod at flytte sig, når den bliver bedt om det

...insisterer på at fortsætte voldsom leg, hvis den bliver bedt om at stoppe

...begynder at ville tage fat med munden om familiemedlemmers arme eller ben under leg

...forsøger at bestige eller udfører parringsbevægelser rettet mod medlemmer af familien

...forsvarer dens madskål eller andre genstande over for familien

..knurrer og viser tænder eller snapper ved berøring, eller af og til uprovokeret begynder at knurre og vise tænder eller at snappe

Hunden kan for eksempel starte med at vise modvilje mod at flytte sig fra familiens bedste stol. Hvis du optræder usikkert og ikke straks viser hunden ned fra stolen, er der risiko for, at hunden begynder at knurre, når du vil have den til at flytte sig. Dette kan udvikle sig til, at hunden også snapper efter dig. Hvis hunden får held med at opføre sig på denne måde, kan hunden begynde også at optræde aggressivt i andre situationer, hvor den skal gøre noget, som ikke passer den. Hvis hunden begynder at forsvare sin madskål eller andre genstande, kan dens aggressive adfærd udvikle sig på lignende måde. Hunden kan begynde med at udfordre den "svageste" i familien. Hvis den får held med dette, kan den forsøge at udfordre familiens øvrige medlemmer én efter én, så den til sidst tager magten fra familien. Hvis din hund knurrer eller viser tænder, når familien berører den bestemte steder, men hunden ellers er fredelig og omgængelig, kan det skyldes, at den har smerter.

Sådan gør du

Hvis din hund viser en af de fire sidste af de ovennævnte adfærdsformer, skal du omgående søge hjælp hos en dyrlæge, som har kendskab til behandling af adfærdsproblemer, så du undgår, at hundens adfærd udvikler sig til et alvorligt problem, hvor der er risiko for, at medlemmer af familien bliver bidt. Hvis hunden viser de første fem adfærdsformer, uden den optræder aggressivt, bør du også søge hjælp. Samtidigt bør du følge nedenstående råd, som skal understrege hundens position i familien:

. Giv først hunden mad, når familiens øvrige medlemmer har spist.

Vil du give hunden en godbid, skal du altid bruge lejligheden til at træne med den - f.eks. indkald, sit, dæk, pote, rulle eller lignende, så hunden gør noget for at få godbidden.

Sørg for, at hunden ikke ligger i vejen i døråbninger og lignende i hjemmet. Bed den om at flytte sig.

Få altid hunden til at vente roligt ved hoveddøren, ved havelågen, i bilen m.m., og lad den altid gå sidst ud.

Afvis altid hunden venligt, men bestemt, hvis den tigger om opmærksomhed, og få den til at lægge sig. Hunden skal dog ikke have mindre opmærksomhed end den plejer, men aktivitet skal ske på dit eller de øvrige familiemedlemmers initiativ.

Lad ikke hunden sove i sengen. Hunden bør sove uden for soveværelset.

Undgå at lege kamplege med hunden. Hunden må ikke bide i eller tage fat om familiemedlemmers arme eller ben, ej heller i leg.

Ignorér hunden, når du kommer hjem, og hils først på de øvrige i familien. Derefter skal du tage kontakt med hunden, når den selv kommer for at hilse.

Giv hunden nogle absolutte forbud – for eksempel, at den ikke må springe op i bestemte møbler. Hvis hunden gerne må ligge i et møbel, så læg et tæppe i møblet, og lær hunden, at den ikke må hoppe op, før end den får lov.

Vær altid konsekvent over for hunden. Når du sagt til hunden, at den skal gøre et eller andet, skal den altid gøre det – også selvom du her fortrudt, at du bad den om det. Det, som hunden ikke får lov til den ene dag, skal den heller have lov til den næste.

Aggression over for børn

Du bør aldrig acceptere, at hunden optræder truende over for eller snapper efter børn i familien - også selvom det er deres egen skyld, eller det kun sker en gang imellem. Du skal omgående søge hjælp til at få løst problemet, hvis hunden opfører sig på denne måde. Både børnenes adfærd over for hunden og hundens adfærd over for børnene bør ændres. Du skal tænke på, at børn er særlig udsatte. Hvis hunden bider, er ansigtet udsat, da børn ofte er i hovedhøjde med hunden. Lad aldrig mindre børn og hunde være sammen uden, at de er under opsyn.

Aggression over for fremmede mennesker

Hvis hunde er aggressive over for fremmede mennesker skyldes det oftest, at de er frygtsomme eller bange. Hvis din hund er frygtsom overfor fremmede, kan der være flere årsager til det. Det kan blandt andet skyldes, at hunden ikke er blevet tilstrækkeligt præget på og socialiseret til mennesker hos den opdrætter, som hunden kom fra - eller at du ikke jævnligt har ladet hunden komme ud blandt andre mennesker i en længere periode, efter du fik den hjem. Hunden har derfor ikke tidligt i livet lært at overvinde sin frygt for fremmede. Du skal tænke på, at din hund er meget opmærksom på de signaler, som du udsender. Hvis du for eksempel altid strammer linen til, når du er ude at gå tur med hunden, og I møder fremmede, kan den opfatte som, der grund til at være agtpågivende. Dette vil påvirke hundens forhold til fremmede. Hunden vil også straks mærke det, hvis du er usikker eller anspændt. Du skal derfor altid optræde roligt og behersket, så hunden mærker, at du har kontrol over situationen. Du bør aldrig opfordre din hund til at være vagtsom over for fremmede eller beskyttende over for familien. Ej heller selvom du ikke tror, at hunden kan finde på at bide. Hvis hunden tror, at den skal optræde aggressivt for at forsvare familien, kan du ikke vide, hvornår den vil bide. Hvis din hund er i forvejen er usikker over for fremmede, vil du gøre den endnu mere usikker. Det kan betyde, at hunden lettere vil komme til at føle sig så presset, at den reagerer ved at bide. Hvis hunden er selvsikker, vil den opfatte din tilskyndelse som et svaghedstegn fra din side. Dette vil bekræfte hunden i, at den skal tage "førerrollen". Dette kan give problemer i dit forhold til hunden. Husk på, at det er familien, som skal beskytte hunden - ikke hunden, der skal beskytte familien.

Aggression over for andre hunde

Hanhunde er normalt ikke aggressive over for hunhunde, og voksne hunde er normalt ikke aggressive over hvalpe. Især hanhunde optræder dog ofte aggressivt over for hinanden, men normalt er det hurtigt overstået, hvis man ikke griber ind. Og i de fleste tilfælde har ingen af hundene lidt overlast.

Du skal imidlertid være opmærksom på, om din hund:

af og til provokeret angriber andre hunde, ofte optræder overlegent og aggressivt over for andre hunde

ofte bestiger andre hunde - selvom de er hanhunde, fortsætter med at optræde aggressivt, selvom den anden hund har underkastet sig

af og til uhæmmet bider andre hunde, når den optræder aggressivt over for dem

optræder aggressivt over for hvalpe

ofte optræder underlegent og frygtsomt over for andre hunde

ofte bestiges af andre hunde - selvom den selv er en hanhund, eller ofte udløser aggression fra andre hunde

I alle de ovennævnte tilfælde bør du omgående søge hjælp til at få løst problemerne. Selvom din hunde i de tre sidste tilfælde ikke optræder aggressivt, bør du søge hjælp alligevel - både fordi det er et problem for hunden selv, og fordi hunden kan udvikle frygtbetinget aggression over for andre hunde.

Det er dit ansvar, hvis hunden bider

Du bør omgående søge hjælp, hvis din hund er optræder aggressivt. Jo hurtigere du søger hjælp, hvis din hund optræder aggressivt, des nemmere er det at få løst problemerne. Hvis din hund bider fremmede mennesker eller andre hunde, pådrager du dig et erstatningsansvar. Det kan blive meget dyrt, hvis du ikke har tegnet en ansvarsforsikring for hunden, som har du pligt til i følge loven.