Wilma har i mange år været husets naturlige midtpunkt.

Et højtelsket medlem af familien, der var med i alt, hvad den foretog sig. Et trygt og godt hundeliv med kærlighed, motion og mad til tiden. Når de gik deres hundeture, var hun interesseret i alt omkring sig, ikke mindst børnene og de mange venlige hunde, de mødte på deres vej.

Men så en dag skete der noget, der gjorde hende lidt usikker. Der kom et spædbarn ind i hendes liv. Hendes mennesker havde fået et barnebarn, der blev det nye naturlige midtpunkt, når det var på besøg. De talte til barnet i det kærlige tonefald, der ellers havde været forbeholdt hende, og al opmærksomhed var rettet mod den lille ny, der sad på skødet, blev puslet og nuslet og endda fik lov at komme op i dobbeltsengen, der var strengt forbudt for hunde.

Det var vanskeligt for Wilma at forstå, hvorfor en barneunge måtte alle de ting, hun ikke selv fik lov til. Og hvorfor hendes mennesker jog hende væk, når hun stak hovedet ned i barnevognen, ville vaske den lille i ansigtet eller give den sin egen forsuttede kludedukke at lege med af bare venlighed

Rigtigt og forkert

Det værste, man kan gøre, er at skubbe hunden til side eller skælde den ud. I stedet for tålmodigt og kærligt at forklare, hvad der er rigtigt og forkert i den nye situation. Og så selvfølgelig rose hunden, når den gøer, hvis den lille græder ude i barnevognen eller har tabt sutten eller bamsen på gulvet. Så den føler, den hjælper sine mennesker med at passe på barnet. Det kan tage sin tid, men med kærlighed og konsekvens kan det lykkes, uden at der går skår i det gode forhold.

Og barnet får en ven og vogter for livet.

Hund og hund imellem

Nu kan bedsteforældre som bekendt ikke bestemme, om deres voksne børn skal have både børn og hund. Men forældrene bør nok tænke sig om en ekstra gang, hvis de synes, det ville være "sødt" med en lille hundehvalp samtidig med babyen. Og det ville det da også være på billeder i fotoalbummet. Men i det virkelige liv er der mere fornuft i at vente, til barnet er stort nok til at forstå, at dyr ikke er legetøj, men levende skabninger, som skal behandles med ansvar og respekt Siameseren og babyen.

I vores familie havde vi en dejlig og ret forkælet siameserkat, der hed Mitsou. Hun herskede blidt, men bestemt over os alle. Men så skete der jo altså det, der kan ske i unge hjem, at vi en dag vendte hjem fra klinikken med en lille bylt i armene. "Han skal hedde Peter", sagde vi til Mitsou og lagde ham i kurvevuggen, der var fint og passende monteret med blå-og hvidtemet bomuld.

Mitsou hoppede med det samme op og lagde sig ved siden af ham. "Nej", sagde vi, "det er forbudt. Du har resten af huset at være i, og for resten er du jo så glad for det omvendte skrivemaskinelåg inde på radiatoren". Der gik lidt tid, før hun forstod, at vi for en gangs skyld mente, hvad vi sagde. Mitsou var utroligt nysgerrig og kunne sidde i lange tider og kikke på det underlige væsen i vuggen, eller når han skulle fodres og pusles. En dag var hun kommet så tæt på puslebordet, at en uventet tisse-stråle ramte hende lige i masken. Hun styrtede af sted med et vræl og holdt sig i respektfuld afstand i lange tider efter. Senere blev de selvfølgelig de bedste venner af verden og delte både seng og lækkerbidder. Helt uden jalousi.

Som hund og kat

Problemet med jalousi kan opstå hver gang, et nyt væsen overtræder hundens enemærker. Hvad enten det er hund nummer to, der måske er en lille hvalp, eller det er en kat, den nu skal dele familie med.

Her er det vigtigt at være opmærksom på, at det kræver masser af tid hver gang, for at forholdet mellem hund og hund eller hund og kat kan udvikle sig til harmoni og glæde fra starten. Uden jalousi!.