Hvad er gigt?

Gigt er en populær betegnelse for enhver smertende lidelse i knogler, muskler og led. Betegnelsen dækker således over en del forskellige sygdomme. Nogle af disse er mere eller mindre arvelige,andre er blot aldersbetingede, og andre igen fremskyndes af ting som for eksempel overvægt. Slidgigt er en kronisk lidelse med nedbrydning og svind af ledbrusken. Dette kan udvikle sig med knogleudvækster nær leddet samt nedbrydning af ledkapsel og ledbånd. Af de mere kendte er hofteledsdysplasi og albueledsartrose, der er en delvis arveligt betinget og fremadskridende forandring i leddene. Der findes andre former for gigt, en type der også ofteer spondylose, der er en nedbydning i de blødere væv omkring rygsøjlen, det vil sige, at brusk, bruskskiverne mellem knoglerne og ligamenterne, der holder det sammen, langsomt bliver forkalkede, og der dannes små knogleudvækster ved leddene. Disse lidelser kan starte allerede i hundens ungdom og så udvikle sig ganske invaliderende med alderen.

Hvad er smerte?

Fra naturens hånd er både dyr og mennesker udstyret med flere forskellige sanser. En af disse sanser er smertesansen, og den har vigtige funktioner for den enkeltes overlevelse. En af naturens ideer bag denne del af sanseapparatet er, at dyret kan reagere på uønskede påvirkninger uden først at skulle tænke. Sagt på en anden måde, så flytter dyret sig fra en varm ting, inden der er sket store skader, og er et ben blevet skadet, så bliver det aflastet, enten ved at dyret halter og derved skåner benet, eller ved at det slet ikke bliver anvendt, indtil skaden er helet. Der er altså et formål med smerten. Der hvor skaden er sket, bliver der dannet nogle elektriske signaler, der igennem nervebaner bliver ført op til rygmarven og videre til hjernen.

Først når signalerne de yderste dele af hjernen, bliver disse opfattet som smerte, men derfor kan signalerne sagtens have udløst en reaktion, inden smerten bliver opfattet. Når talen er om gigt, så vil smerten oftest komme til udtryk som morgenstivhed; hunden vil ikke gerne gå lange ture, den kan måske have svært ved at komme ind i bilen eller op i sofaen. Sådanne tegn behøver ikke blot være et tegn på, at hunden er ved at være gammel, det kan sagtens være, fordi den har ondt, at den ikke kan gøre det samme som da den var unghund. En grundig undersøgelse hos dyrlægen vil oftest kune afsløre, hvad der er galt.

Hvad kan man gøre?

Der findes flere muligheder, når en hund får gigt. Det afhænger meget af den enkelte hund, lidelsensom sådan og dennes udbredelse. I nogle tilfælde er operation en god mulighed, i andre er smertebehandling måske den eneste mulighed. Dyrlægen vil råde og vejlede den enkelte patient, så behandlingen bliver så optimal som muligt.

Smertebehandling af gigtpatienter

En smertebehandlig er ikke en helbredelse, det er en behandling, der udelukkende retter sig mod de symptomer, vi ser. For at få det bedste udbytte af en smertebehandling, er det væsentligt, at der behandles hver dag og livslangt. Det er ikke godt nok at afbryde behandlingen, når hunden har fået det godt, for så at genoptage behandlingen, når hunden atter viser tegn på smerte, for så er skaderne atter i udvikling. Det er væsentlig at behandle hver eneste dag, fra sygdommen bliver påvist og derefter livsvarigt. Det er også væsentligt at få foretaget jævnlige kontroller hos dyrlægen, for det første for at få konstateret, om behandlingen stadig har den ønskede effekt, men også for at sikre at behandlingen ikke skjuler eller fremmer andre lidelser.

Kilde: DDD Pjece.