Nyrelidelser er meget almindelige hos hunde. Hos ældre dyr forekommer især kroniske nyrelidelser, der har udviklet sig over længere tid. Hvis unge dyr får nyresygdomme, er de ofte af akut natur. Alle typer nyrelidelser kræver en betydelig indsats både fra ejer og dyrlæge. Det skyldes især nyrernes store betydning for udskillelse af affaldsstoffer fra organismen. Langt hovedparten af de nyresygdomme, som man ser hos hunde og katte, findes hos ældre dyr, og de er som oftest af kronisk natur. Sygdommen har udviklet sig over lang tid, og det er desværre sådan, at man ikke kan se symptomer på en nyresygdom, før en meget stor del - ca. 80% - af nyrefunktionen er forsvundet.

Hos dyr med en kronisk nyresygdom vil ejeren som oftest først bemærke en tiltagende lyst til at drikke. Med denne følger også en større trang til at urinere, og hunden ønsker at blive luftet noget oftere og afleverer store portioner urin ad gangen. Efterhånden som tilstanden langsomt forværres, vil det knibe for hunden at ligge tør om natten, og hvis man ikke får den luftet, vil der ske "uheld" indendørs. Der er ingen medicinsk behandling af denne type nyrelidelser, men ofte kan de praktiske problemer med drikkeriet/tisseriet formindskes ved at tilbyde patienten en diæt, der "sparer" på nyrefunktionen. Sådanne diæter, som fås til både hunde og katte, kan købes hos dyrlægen. Ved anvendelse af diæterne kan man ofte sikre de ældre patienter et godt liv i endnu en periode. På langt sigt vil sygdommen dog altid forværres, og der vil opstå symptomer som manglende appetit og vægttab.

Sådan fungerer nyrerne

Nyrerne fungerer som filter for blodet, og består af talrige ens enheder, ligesom kaffefiltre, hvortil der også er koblet et system til at koncentrere urinen, så organismens vandtab bliver så lille som muligt. l filtersystemerne udskilles der faktisk 100 gange så meget væske, som der senere kommer ud som urin, så det er en ganske effektiv biomekanisme. Hos de kroniske nyrepatienter kan man forestille sig, at en meget stor del af disse filtre efterhånden er stoppet til, eller i hvert fald har mistet deres funktion. Som nævnt skal en meget stor del være ude af funktion, før de resterende ikke kan klare organismens behov på en tilfredsstillende måde. De sunde nyrer har således en meget stor overkapacitet.

Når det begynder at knibe med at opfylde organismens behov for blodrensning, er reaktionen naturligt nok at udskille en noget større mængde, mindre koncentreret urin. Det bliver nødvendigt at drikke og tisse mere. Længere henne i forløbet kan blodet ikke renses tilfredsstillende på den måde, og der begynder at ske ophobning af affaldsstoffer i blodet, den tilstand, der kaldes uræmi. Navnet hænger sammen med ophobningen af urinstof i blodet, fordi dette stof er praktisk at måle. Der er ikke kun tale om ophobning af urinstof, men også talrige andre stoffer, der skulle have været udskilt via nyrerne. Patienten begynder nu at vise forgiftningssymptomer, med nedsat appetit og måske opkastninger og almindelig sløjhed.

Dyr med dårlige nyrer:

- Anvend foder med lavt proteinindhold, men af høj kvalitet.
- Foderet skal have lavt indhold af fosfor og natrium (salt).
- Dyrlægen kan vejlede om færdige diætfodere eller opskrifter på hjemmelavet foder.
- Man må aldrig forsøge at nedsætte et dyrs vandladningstrang ved at nægte det adgang til vand.
- Dyr synes ligesom mennesker, at saltfattig kost er kedelig. De skal tilvænnes over en periode.
- Kroniske nyresygdomme vil med tiden altid forværres.

Undersøgelser Ud over den almindelige undersøgelse, vil der ofte kræves laboratorieundersøgelser for at fastslå sygdommens nærmere karakter:

Urinundersøgelsen har som formål at fastslå, om urinens sammensætning er normal, eller om, der er tale om en dårlig koncentrering af urinen. Urinen vil ofte også blive undersøgt kemisk og mikroskopisk, og vil måske blive dyrket ved mistanke om infektionssygdom.

Blodundersøgelsen giver værdifulde oplysninger om, hvor vidt fremskredet sygdommen er, og om den har haft indflydelse på andre organers funktion.

Røntgenundersøgelsen vil kun være nødvendig i sjældne tilfælde (f.eks. ved nyresten).

Akutte nyresygdomme

Akutte nyresygdomme ses noget sjældnere end de kroniske nyresygdomme. Symptomerne hos disse dyr, der kan være både unge og ældre, er i langt højere grad almene. Patienterne er meget sløje og trætte, helt uden appetit. Ofte er urinproduktionen nedsat, eller måske helt ophørt. Der sker dramatiske ændringer i blodets sammensætning som følge af den manglende blodrensning. Årsagen til denne type nyrelidelser er oftest enten en forgiftning eller en infektion.
Af stoffer, der er giftige for nyrerne, kan nævnes etyienglycol (kølervæske) og tungmetaller, samt visse smertestillende lægemidler.

Populært udtrykt forårsager disse stoffer Øjeblikkelig tilstopning af alle filtersystemerne.
Infektion i nyrerne bevirker også, at urinproduktionen nedsættes eller ophører på grund af vævsskaderne. Naturligvis retter dyrlægens behandlingen sig imod at få urinproduktionen i gang igen, ofte ved tilførsel af væske og vanddrivende medicin. Ved infektioner må man også anvende antibiotika for at bekæmpe infektionen. Generelt er disse sygdomme i en del tilfælde mulige at behandle, men nyrefunktionen kan også være så dårlig, at det ikke er muligt at redde patienten.

På menneskehospitaler ville patienterne være i dialyse igennem lang tid, og ville måske kræve nyretransplantation. Disse behandlingsformer er ikke aktuelle for dyr. Hvis behandlingen lykkes, og patienten bedrer sig, vil det ofte være nødvendigt med langvarig sygepleje og diætfodring, indtil blodrensningen atter er normal.

Kilde: DDD pjece.