Hunde til salg
Statistik lige nu
Godkendte links: 1231
Ventende links: 3
Låste links: 0
Kategorier ialt: 75
Artikler: 211
Galleri: 10
Update: 22


Artikler
Hornhindelidelser
Hornhinden - øjets forreste gennemskinnelige del - skal være klar så lyset kan passere igennem, og samtidig skal hinden beskytte det indre øje fra omgivelserne. Der er to hovedgrupper af sygdomme = hornhindebetændelse med sår og uden sår. Det er meget vigtigt at vide, om der er sår på hornhinden eller ej, da behandlingen er afhængig af dette. Hornhinden er øjets forreste gennemskinnelige del, som lyset passerer igennem, og samtidig er hornhinden en del af øjeæblets overflade. Det betyder, at hornhinden er i direkte kontakt med omgivelserne, stort set på samme måde som huden. Aller yderst på hornhinden findes tårefilmen, som er med til at holde hornhinden klar.

Symptomerne på hornhindebetændelse er, at hunden eller katten kniber øjet sammen, er følsom for stærkt lys og måske har en øget produktion af tårer, så det virker som om patienten græder. Samtidig bliver det hvide i øjet ofte mere rødt. Undersøgelsen i forbindelse med en hornhindesygdom er smertefri, og består i, at dyrlægen først kigger på hornhinden og herefter gennem hornhinden. Der er 2 specielle undersøgelser, som tit bliver lavet: Den ene er en måling af tåremængden og den anden er en farvning af hornhinden med et grønt farvestof, som viser, hvis der er sår på hornhinden. Det er meget vigtigt at vide, om der er sår på hornhinden eller ej, da behandlingen er afhængig af dette.

Hornhindebetændelse med sår

Hornhindebetændelse med sår kan komme af rifter fra grene eller andre dyrs klør. Der kan også sidde fejlplacerede hår i øjenlågene, som kører ned over hornhinden, hver eneste gang, dyret blinker. Endelig kan en forkert stilling af øjenlågene give hornhindesår og der kan komme infektioner, der nedbryder hornhindevævet og på den måde giver sår. Behandlingen af sådanne sår er afhængig af flere forhold: Hvor dybe sårene er, om der er risiko for, at der direkte kan gå hul på hornhinden, om der er infektion mv.. Oftest kan der bruges øjendråber eller øjensalve, men hvis sårene er dybe, eller de ikke vil hele på normal måde, kan forskellige operationer komme på tale. Det er vigtigt, at dyrlægen får mulighed for nogle gange i forløbet at undersøge øjet, så tilstanden ikke pludseligt bliver værre. Derfor vil patienten ofte blive bedt om at komme til en kontrolundersøgelse, hvor dyrlægen med det grønne farvestof undersøger, om såret heler, som det skal. Det er også meget vigtigt kun at behandle Øjet med den medicin, som man har fået netop til denne behandling - og altså ikke noget, som hjalp godt på naboens hund eller lignende.

Hvis man behandler hornhindesår med forkert medicin, risikerer man, at såret enten ikke heler, eller at såret i løbet af få timer bliver dybere og dybere for til sidst at lave et hul i hornhinden. Et sår af en vis dybde giver tit bagefter et større eller mindre gråligt område i hornhinden - et hornhindear.

Hornhindebetændelse uden sår

En hyppig årsag til hornhindebetændelse uden sår er en nedsat tåreproduktion. Hvis tåreproduktionen er dårlig, mister hornhinden en af sine vigtigste beskyttelsesforanstaltninger, og den begynder at tørre ud, da den ikke får sin normale ernæring, og der udvikles ar, som giver en nedsættelse af synet. Behandlingen af "tørre øjne" er dels kunstige tårer som erstatning for dem, som patienten ikke selv danner, og dels medicin, som forhåbentlig kan øge tåremængden igen. Oftest er der tale om livslang behandling. Der findes også en kirurgisk behandling, hvor en spytgang flyttes fra munden til øjet, men det er ikke helt uden komplikationer.

Varig irritation

Alle former for varig irritation af hornhinden - f.eks. hårene hos langhårede hunderacer - vil før eller siden give hornhindebetændelse. Ved denne form for betændelse ændrer hornhinden farve, og i nogle tilfælde bliver den helt uigennemsigtig, hvilket jo betyder, at øjet er blindt. Behandlingsmæssigt drejer det sig om at finde årsagen til irritationen - og så fjerne den, hvis det er muligt. Ellers er en livslang behandling med øjendråber og salver ofte nødvendig for at holde hornhinderne klare.

Pannus

Hos Schæferhunde findes en speciel hornhindesygdom, som hedder Pannus. Det er en sygdom, hvor der oven på hornhinden vokser et lag uigennemsigtigt væv. Årsagen er en form for allergi og sygdommen er uhelbredelig, men kan næsten altid kontrolleres ved daglige behandlinger af øjnene med øjensalver eller dråber.

Afslutning


Til sidst skal det igen understreges, at behandling af sygdomme i hornhinden er noget, som kræver nøje overholdelse af de instrukser, som dyrlægen giver.

Hvis man anvender medicin, som ikke er egnet til den pågældende hornhindesygdom, kan følgerne hurtigt blive katastrofale i form af tab af synet eller i værste fald, at øjet må fjernes helt.

Kilde: DDD Pjece.
Artiklen er lagt online d. 12-11-2002 13:43:26 og er ikke opdateret siden den blev lagt online