Hos hunden er hårsækmiden, Demodex Canis, en normal beboer i hunden hos alle hunde. Som navnet siger, lever miderne nede i hårsækkene og er til stede i et lille antal hos alle sunde og raske hunde. Miden er meget lille, ca. 0,3 mm lang. Miderne overføres fra tæven til hvalpene inden for de første 2-3 dage efter fødslen. Forsøg har vist, at miderne efter dette tidspunkt ikke længere kan overføres mellem hunde. Hos hunde, hvor demodikosen bliver et problem, skyldes det, at deres hud er økologisk favorabel for midernes formering og vækst. Dette menes at bestå i en immunologisk brist, som kan være af midlertidig eller permanent varighed. Demodikosen kan inddeles i to typer: Lokaliseret og generaliseret (udbredt) demodikose.

Lokaliseret demodikose

Optræder som et eller flere mindre hårløse partier med rødme og let skældannelse, hyppigst i ansigt og på forbenene. Der er oftest tale om unghunde og tilstanden er godartet med spontan helbredelse.

Generaliseret demodikose

Dækker større områder af kroppen og kan inddeles i (1) unghunde 3-12 mdr., (2) voksne hunde og (3) kronisk potedemodikose. Her er tale om en meget alvorlig tilstand, hvor hunden ikke længere er i stand til at kontrollere antallet af mider med en voldsom opformering til følge. Denne tilstand kompliceres yderligere af sekundære bakterielle hudinfektioner. Der er i de fleste tilfælde tale om en arvelig immunbrist, hvorfor disse hunde ikke bør bruges i avlen. Hvor den generaliserede demodikose hos unghunde fortsætter ud over det første leveår kan sygdommen ikke helbredes, men i bedste fald kontrolleres, så hunden ved gentagne behandlinger kan leve med sin sygdom.

(1) Unghunde demodikose

Dette sygdomskompleks må ses som en videreudvikling af den lokaliserede demodikose, hvor dyret ikke har været i stand til at kontrollere miderne. Imidlertid vil ca. 50% af disse hunde komme sig inden 1-års alderen med eller uden behandling. Hudforandringerne er som beskrevet ved den lokaliserede domodikose, blot med større hudområder over hele kroppen involveret og en høj frekvens af sekundære bakterierelle infektioner. Hos de hunde, som før 1 års alderen kommer sig kan arvelige forhold udelukkes, da de jo selv klarer demodikosen. Hos nogle unghunde vil hudforandringerne blive meget alvorlige, hvilket understreger vigtigheden af avlsmæssige foranstaltning.

(2) Voksen demodikose

Kan ses enten som en fortsættelse af unghundedemodikosen eller som et problem, der opstår hos hunde ældre end 5 år. Hos den første gruppe hunde kan problemet forsøges kontrolleret ved gentagne bade i midedræbende midler. Hos den anden gruppe kan sygdommen opstå sekundært til for eksempel kræft, hvor dyrets immunforsvar er svækket.

(3) Kronisk demodikose

Denne manifestation er kun lokaliseret til poterne og vil oftest vise sig ved kroniske bakterielle infektioner i huden mellem tæerne og trædepuderne. Gentagne bade i midedræbende midler kan anvendes sammen med antibiotikabehandling.

Behandling af demodikose

Det eneste kendte effektive middel er stoffet Amitraz, som herhjemme kun kan anskaffes af dyrlægen efter særlig tilladelse fra Sundhedsstyrelsen. Som tidligere nævnt skyldes demodikosen en hos det angrebne dyr manglende evne til at kontrollere midernes antal. Derfor er sygdommen vanskelig at behandle, når vi taler om den generaliserede demodikose hos hunde over 1 år.

Lokaliseret demodikose: behandling unødvendig - spontan helbredelse

Generaliseret demodikose: - Under 1 år. De sekundære bakterielle infektioner behandles og man afventer, om hunden selv kan kontrollere miderne inden 1 års alderen. Over 1 år: Behandles med Amitraz efter behov. Det samme gælder ved potedemodikose. I svære tilfælde kan aflivning komme på tale.

Kilde: AAlborg Dyrehospital.