Hvalpe fødes oftest med spoleorm. De overføres faktisk fra tæven/moderen allerede inden fødslen. Når tæven er et stykke henne i drægtigheden aktiveres hvilende larvestadier i hendes krop. Hun er nu pludselig blevet smitteudskiller og kan overføre spolorm til hvalpene i fostertilstanden. Efter fødselen overføres smitten via modermælken, ligesom tæven begynder at udskille æg med afføringen. I et så smitsomt miljø er ormebehandling nødvendig.

Behandlingstidspunkter

Man skal behandle den drægtige tæve 14 dage før hun føder. Panacur er det bedste ormemiddel, fordi det også påvirker de vandrende larver. Efter fødslen behandles moderen sammen med hvalpene, når de er 3, 5 og 7 uger gamle.

Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning anbefaler jeg gerne, at man behandler hvalpen, efter man har overtaget den. Det kan passende gøres omkring 10 ugers alderen - inden den vaccineres første gang - eller, hvis man ikke har fået det gjort inden 1. vaccination, så en gang imellem de to første vaccinationer, som gives ved 12 og 16 ugers alderen.

Til det andet spørgsmål om smitterisikoen til børn (eller voksne):

Lad mig først slå fast, at børn ikke kan smittes på den måde, at de kan få hundens spolorm i tarmen. De forskellige dyrearter har hver deres spolorm (inkl. mennesket), og de er alle meget artsspecifikke. Dvs. at de kun kan smitte “deres egen” dyreart. De kan altså ikke overføres fra den ene art til den anden.

Alligevel er der noget rigtigt i det, som brevskriveren har hørt.

Vandrende larver

Sagen er nemlig den, at spolormens larver kan, hvis de optages i en fremmed vært - f.eks. et menneske - foretage en vandring i kroppen. Det kaldes for “larva migrans”. De vandrende larver kan slå sig ned i organer, hvor de kan medføre stor skade. Hvis larven slår sig ned i barnets øje eller hjerne, kan det få alvorlige konsekvenser.

I USA og andre lande betragtes hundens spolorm af nogen som “en trussel mod folkesundheden”. I USA er der rapporteret om mere end 675 tilfælde om året af “oculær larva migrans”, hvilket betyder, at larverne har slået sig ned i et øje. Oftest medfører det tab af øjet.

Når det hyppigst er børn, der smittes, hænger det sammen med, at børnene har tættere kontakt til smittede områder, som f.eks. kan være sandkasser eller legepladser. Her kan æggene udvikle sig til smitsomme æg.

Ingen særlig risiko i Danmark

Nu er det så heldigt, at æggene ikke kan smitte, straks efter de er afsat med hundens afføring. Æggene skal gennemgå en forvandling, som tager mindst 2 uger, før de er smitsomme og dermed kan vandre i organismen. Perioden på de 2 uger er endda under de mest gunstige forhold (temperatur, luftfugtighed osv.).

Med andre ord er der ingen fare for at lade børn omgås hvalpen i hjemmet. Direkte smitte er her ikke mulig. Da det danske klima ikke er særligt gunstigt for udviklingen til smitsomme æg, er risikoen for smitte i det hele taget meget lille. En henvendelse til Rigshospitalet med forespørgsel om antallet af konstaterede tilfælde af “larva migrans” i Danmark viser også dette klart. Her har man, inden for de sidste syv år, kun påvist ét tilfælde.

Konklusionen er derfor, at der under danske forhold er ekstrem lille risiko for vores børn. Der er derfor ingen som helst grund til, at være nervøs for at lade vores børn omgås hundene - tværtimod. Alle børn burde have mulighed for at få den glæde, det er at omgås dyr.

Hvor tit er det så nødvendigt at behandle voksne hunde mod spolorm?

Kun meget få voksne hunde udskiller spolormeæg. Så få, at man nærmest må konkludere, at regelmæssig ormebehandling ikke er nødvendig. Det passer da også godt med den kendsgerning, at vi i dyrlægepraksis meget sjældent finder spolorm som årsag til sygdom hos voksne hunde.

Ser man derfor bort fra hunde, som opholder sig i kenneler eller andre hunde, som har tæt kontakt til opdræt, er der ikke grund til regelmæssig behandling af voksne hunde med ormemidler.

Under danske forhold behøver ingen være nervøse for at lade sine børn lege med hunde pga. smitterisiko for spolorm. Som en forebyggende foranstaltning bør børneinstitutioner og legepladser sikre en forsvarlig tildækning af sandkasser, når de ikke er i brug. På den måde minimeres risikoen for udvikling af infektive larver yderligere.

Kilde: Jørgen Mikkelsen - Fagdyrlæge.