Ulven (Canis lupus) tilhører hundefamilien Canidae, som er udsprunget fra mårligende rovdyr, der levede for omkring 50 millioner år siden. Ulven jager, forfølger, angriber, dræber og æder dyr størrere end den selv og mange af dens anatomiske træk er derfor tilpasset denne adfærd.

Ulven er det største medlem af hundefamilien med en vægt op til 80 kg. Arten udviser stor grafisk variation (der er beskevet 32 underarter til den grå ulv) hvor de sydlige ulve er mindre. I øjeblikket mener man at der findes tre overordnede ulvearter, men det er stadig et emne man diskuterer. De tre er: Den grå ulv, den røde ulv (Canis rufus) og den ætiopiske ulv (Canis simensis)

Ulvens kropsbygning er velegnet til løb og trav: Forbenene er nærmest presset ind i brystet, hvilket gør det smalt, og mens albuerne vender indad vender poterne udaf. Disse træk gør det muligt for ulven at sætte bagpoten i sporet netop trådt af forpoten imodsætning til hunden, som snarere placere sin bagpote ved siden af forpotens spor. Ulvens ben er generalt lange i forhold til andre medlemmer af hundefamilien - ulven opnår herved ikke kun større hastighed men gør det også lettere for den at færdes i høj sne. Som andre medlemer af familien er ulve tågængere, mens fx bjørnen er sålegænger. Der er 4 tæer på hver bagpote og 5 på forpoterne (én rør dog ikke jorden). Hver tå har en sej, men blød pude og en ikke tilbagetrækkelig klo. En sådan fod giver samme fordel som en klov har hos hjorte (hurtige og lette bevægelser) men samtidig tillader foden ulven at gå sikkert på glatte sten, væltet træer mv. Ulven traver med en hastighed på 12-16 km/h men kan i gallop komme helt op på 60-70 km/h.

Bortset fra de hurtige ben er munden ulvens vigtigste jagtredskab. 42 skarpe tænder er udviklet til at gribe (hjørnetænder) til at klippe (præmolarer) og til at knuse (kindtænder/molarer). Fortænderne er velegent til at nippe sparsomme rester af knoglerne. En ulv kan leverer et kæbetryk på 100 kg/cm2 (samlign med en shæferhunds 50 kg/cm2) - nok til at knuse et ben for at komme ind til marven. Selve kraniet er stort og langt. Volumen til hjernemassen er 150- 170 cm3 hvilket er mere end hos de fleste hunde.

Ulven har som jæger skarpe sanser og en fremragende evne til at lære. Dens lugtesans er ca. 100 gange bedre end menneskets idet den har en fem gange så stor sanseoverflade til at fange duftene i luften med. Den er i stand til at lugte bytte 2,5-3 km væk og længere endnu hvis vinden er rigtig. Den har også en utrolig god hørelse og kan opfange lyde i selv høje tonelejer langt væk. Ulve bruger fortrinsvis høre og lugte sansen mens synet i forhold hertil virker en anelse uskarpt.

En ulvepels består af to lag. Det inderste lag består af korte og bløde uldhår, som sidder tæt for at holde ulven varm. De indeholder et olieagtigt stof, der gør dem vandskyende. Det yderste lag, dækhårene, er længere, hårde og glatte. Disse hår afviser effektivt svavs og vand og modvirker isdannelse i frostvejr. Pelsen er så isolerende at sneen på en sovene ulv ikke smelter og en ulv kan uden problemer holde varmen i -40 graders frost. Foruden at holde kroppen varm og tør har pelsen også en tredje funktion. En ulv der har rullet sig for at sove ligner til forveksling en sten. Pelsens mørke nuancer af grå, brune og gyldne farver får ulven til at falde ind i omgivelserne - i aktiske egne er ulvens pels snehvid. Fordelen heraf opnås under jagt, men den gode camufleringsevne har også gjort ulven i stand til at leve tæt op ad mennesker.

De anatomiske træk har givet ulven en forbløffende tilpasningsevne og den træffes i mange forskellige habitater lige fra arktisk tundra, over skov til prærie. Oprindeligt strakte ulvens udbredelse sig over det meste af den nordlige halvkugle: Nordamerika, Europa og Asien, men efterstræbelse har indskrænket området stærkt.

Kilde: Anne Gydesen - Ulve i en foranderlig verden 2000.