Et af de meget almindelige spørgsmål fra hundeejere - oftest fra hvalpeejere - er: Hvorfor spiser min hund afføring?.

Vi finder det naturligvis ulækkert og uæstetisk, når hunden æder sin egen eller andre hundes afføring (fæces).

Hvad er det, der ligger bag denne adfærd?

Det man skal forstå, er at hunde instinktivt har en forkærlighed for fødeemner i forrådnelse. Det medfører, at de ofte holder af at æde ådsler, afføring eller skrald fra skraldespande. Man skal også huske på, at tæverne æder hvalpenes fæces - i det mindste så længe de er mælkefodrede (diende). Denne adfærd er i naturen et vigtigt led i at beskytte hvalpene fra "fjender". De rydder så at sige sporene væk. Samtidig stimulerer de hvalpene til at afsætte fæces ved slikningen. Derfor kunne man hævde, at det er en normal adfærd for en hund, at æde fæces. Ikke desto mindre føler de fleste af os, at det er en uheldig adfærd. Den er jo også forbundet med en forøget risiko for at blive påført infektioner og parasitære sygdomme.

Hvad kan man så gøre for forhindre denne adfærd?

Det første, man bør gøre, er at forhindre hunden i at få mulighed for at æde fæces i nogle uger. Dette kan kun gøres ved at holde hunden under nøje opsyn. Så snart hunden har afsat sin afføring, må man aflede dens opmærksomhed. Man kan for eksempel kaste en bold straks efter, så den får andet at tænke på. Husk også at fjerne efterladenskaberne!.

I de tilfælde hvor hunden har forkærlighed for andres fæces, må man føre hunden i snor. Man kan med fordel anvende en grime (f.eks. en Halti), der giver mulighed for, ved træk i snoren, straks at bevæge hovedet væk fra afføringen. I svære tilfælde kan det ligefrem være hensigtsmæssigt at bruge en mundkurv. Sammen med grimen, kan med fordel anvendes en lang flexline. Herved kombinerer man muligheden for hurtig indgriben, og samtidig får hunden den frihed, som den også har behov for. Så snart hunden skal til at gå om bord i afføringen, skal den distraheres eller afledes og straks motiveres for andre aktiviteter (hente bold o.l.). Herefter er det vigtigt at rose den og for eksempel give en godbid. Når hunden er på vej til at opsamle fæces, kan man også afbryde den ved at udløse en høj lyd (f.eks. fra en tyveri/røverialarm), eller man kan forskrække den ved at kaste en larmende genstand mod dens nærhed. Et godt redskab til dette er en tom coladåse med et par hasselnødder i.

Men husk : Det er for sent at reagere, når først lækkerbisknen er kommet mellem tænderne. Hunden vil ikke forstå en afstraffelse, når skaden først er sket. Efterhånden som andre aktiviteter er blevet indarbejdet til en vane, kan man begynde at slække på de restriktive forholdsregler og mindske overvågningen.

For hunde, som har en medfødt stor appetit, eller som blot er madglade, kan man med fordel fodre lidt og tit i stedet for ét stort måltid. Det vil også være en god idé, at anvende en diæt med et stort fiberindhold (spørg dyrlægen til råds), så føler hunden sig mere mæt.

En anden måde er at forsøge at gøre hundens egen fæces mindre smagsmæssigt tillokkende. Dette kan opnås ved at fodre med et højt protein- og fiberindhold og et lavt kulhydratindhold. Man kan undertiden også opnå en god virkning i samme henseende ved at give en jerntablet i maden dagligt. Det har også vist sig nyttigt at tilføre maden vegetabilsk olie. Dosering: I stigende mængder over en uge gives op til en spiseskefuld pr. 5 kg legemsvægt.

Den trøst, som jeg kan give er, at hvalpe ofte vokser fra uvanen, men prøv alligevel at gennemføre nogle af de øvelser, som jeg har skitseret. Princippet med afledning og efterfølgende ros for en heldig eller ønsket adfærd, er helt fundamental i moderne hundeopdragelse.

Kilde: Fagdyrlæge Jørgen Mikkelsen.