Omkring 1 % af vores hunde lider af epilepsi, en sygdom der ofte kommer som lyn fra en klar himmel.

Det sker ikke så sjældent jeg bliver ringet op af en hunde- eller katteejer, som første gang oplever et krampeanfald hos deres dyr.
Man hører i telefonen, at ejeren er oprevet og meget bekymret , og man hører måske også dyret tumle omkring i baggrunden.
Med få undtagelser drejer det sig om et epileptisk anfald.

Krampeanfald i forbindelse med epilepsi kan se meget voldsomme ud, og de fleste ejere ønsker derfor at dyrlægen skal komme med det samme.
Imidlertid ophører anfaldet oftest af sig selv i løbet af ganske få minutter - hvilket vil sige mens man taler familien til ro og instruerer i, hvordan de skal forholde sig ved krampeanfald.
I tilfælde med hyppigt tilbagevendende kramper (mange kramper inden for få timer) eller vedvarende krampeanfald er det vigtigt at søge dyrlægehjælp straks.

Epilepsi er ikke i sig selv en lidelse, men derimod et symptom på forbigående unormal hjernefunktion. Hertil kan der være mange årsager, som kan være svære at klarlægge.

Epilepsi er gentagne anfald med eller uden kramper. Epilepsi starter hos unge hunde (3-5 år) oftest uden at man kan påvise nogen sygdomsårsag. Hos ældre hunde opstår epileptiske anfald derimod typisk som følge af en påviselig hjernesygdom. Der kan f.eks. være tale om en hjernesvulst, arvæv efter at hunden er kommet til skade med hovedet eller senreaktioner efter virusinfektioner.

Lidelser i hjerte, lever, bugspytkirtel og andre organer kan udløse krampeanfald, som minder om epilepsi. Patienter med krampeanfald skal derfor igennem en grundig undersøgelse, hvor der bl.a. tages blodprøver og udspørges om anfaldsforløb og -hyppighed, før en diagnose kan stilles.

Hvordan skal man forholde sig, hvis hunden pludselig får kramper?

Som regel starter anfaldet med en kort indledende fase med ændret adfærd - den såkaldte aura. I denne fase er kun en mindre del af hjernen er inddraget. Opfattes dette stadium, bør man holde hunden til sig, idet en nær kontakt til den kan mindske styrken af det kommende anfald. Går hunden i fuld krampe, hvilket sker hvis den unormale aktivitet inddrager hele hjernen, har den brug for plads. Den falder om og ligger med stive lemmer efterfulgt af cyklende benbevægelser, og der ses ofte tyggebevægelser og fråde. Som regel er der også afgang af urin. Krampen varer som regel kun ganske få minutter. Herefter kommer en periode hvor hunden bliver konfus. Den kan i en kort periode virke blind, men bliver hurtigt i stand til at gå. Der ses sjældent egentlig aggressivitet i forbindelse med denne periode, men det kan virke ubehageligt, at hunden ikke kan genkende sin ejer. Hunden har brug for ro efter et anfald, men i nogle tilfælde kan det være en god idé, at tage hunden i en snor og lade den komme ud for en kort stund.

Hvis kun mindre dele af hjernen er inddraget kan anfaldene vise sig som en mental forstyrrelse, hvor den kan være fraværende eller udvise sære bevægelser, der er tilbagevendende, (f.eks. "fluesnappen" - altså uden der er noget at snappe efter!)


Hvornår skal man indlede en behandling af epilepsi?

Ved et enkelt eller få anfald om året lønner det sig ikke at behandle, men har hunden hyppigere anfald behandler man med sovemedicin, der udskilles langsom og dermed ikke sløver ret meget. Man bruger i dag næsten udelukkende stoffet fenemal. Det store udvalg af muligheder, som anvendes til mennesker, har vist sig ineffektive i behandlingen af hunde.
Det er vigtigt ved efterfølgende blodprøver, at sikre sig, at indholdet af medicin i blodet ligger på et korrekt niveau. Da fenemal kan påvirke leverfunktionen ved længere tids brug, vil det også være fornuftigt, at checke leverfunktionen f.eks. én gang om året.

Ligesom hos mennesker med epilepsi, kan man ikke altid forvente at behandlingen er 100% effektiv. Man kan være nødt til at acceptere, at der kan komme enkelte, men mindre voldsomme krampeanfald, selv om der behandles på bedst mulig måde.
Men det er vigtigt at vide, at hunden ikke dør af epilepsien og at den mellem anfaldene fungerer helt normalt. Så ved en korrekt behandling kan hunden leve et (næsten) normalt liv med sin epilepsi.

Kilde: Jørgen Mikkelsen, Fagdyrlæge.