Hunden er et flokdyr med et meget nuanceret sprog til at samarbejde og kommunikere med andre flokmedlemmer. Ikke desto mindre er mange hundeejere mest optaget af at få hunden til at gøre, som de siger – uden de gør forsøg på at forstå hundens signaler. Men hvis flokken skal fungere godt, er det ikke nok, at hunden forstår os – vi
må også lære at forstå hunden.

At kunne forstå sin hund og de signaler, den sender, er fundamentet for et godt forhold mellem hund og ejer. Jeg
bruger den svenske zoolog og etolog Lars Fält som hovedkilde til denne serie om hundens sprog og flokliv, fordi han drager utrolig mange spændende og indlysende paralleller mellem hunden og ulven.

At leve i flok er en overlevelsesstrategi. Floklivet giver nemlig en altoverskyggende fordel – det bliver muligt at nedlægge et bytte, som er større end en selv.
Men floklivet har også ulemper. Det er besværligt at leve så tæt sammen med artsfæller – de spiser den samme mad, vil have den samme seksualpartner, det samme territorium osv. Flokmedlemmerne er den allernærmeste og største konkurrent.

Det er klart, at det kræver særlige evner at være et flokdyr. Den naturlige udvælgelse favoriserer derfor de individer, som er bedst egnede (ikke de stærkeste, som er en meget udbredt misforståelse) til at leve i flok.
Det vil sige dem, som er bedst til at kommunikere, samarbejde og løse konflikter på en fredelig måde.

Flokdyr er fuldstændig afhængige af hinanden. Derfor kan de ikke tillade sig at skade hinanden. Flokkens eksistens er truet, hvis et eller flere af flokmedlemmerne er for sårede til at deltage i jagten.

En flok etableres ved, at to ulve – en han og en hun - finder sammen under en vandring. De slår sig sammen og finder et territorium med gode muligheder for at finde føde. De parrer sig i løbet af vinteren og får hvalpe i starten af foråret. Forældredyrene og de af hvalpene, som overlever, bliver sammen og danner en flok – en familiegruppe.

Hver gang, de får hvalpe, udvides flokken med nye medlemmer. Flokken vokser dog ikke uhæmmet. Når hvalpene bliver gamle nok ved ca. 1-2 års alderen, forlader nogle af dem flokken for at få mulighed for at parre sig. I flokken er det som regel kun forældredyrene, som får lov til at parre sig og få hvalpe.

Lars Fält knytter ulvens udvandring fra flokken sammen med de problemer, som mange hundeejere oplever med deres unghunde i 6-9 måneders alderen og igen i 15-20 måneders alderen. Specielt oplever mange, at indkaldet ikke længere er, som da hunden var hvalp. Hunden kan også blive mere nervøs af sig eller aggressiv. Forklaringen
er, at hvis ulven skal være i stand til at begive sig ud på vandringer, må båndet til flokken slækkes.

Ulven må også være ekstra forsigtig, når den ude på egen hånd. Den har simpelthen ikke råd til at gøre for mange
fejltagelser, da det kan koste den livet. Hunden holder altså op med at komme, når den bliver ældre, fordi den bliver mindre afhængig af ejeren og mere nysgerrig. Man kan også opleve, at den bliver mere bange for lyde, fremmede genstande og andet, end hvad den har været tidligere (spøgelsesalderen).

Problemer med unghunde i 6-9 måneders alderen kan sammenlignes med den periode, hvor ulvehvalpene begynder at tage på udflugter på egen hånd. De går væk fra flokken og undersøger alt, hvad de møder på deres vej.
Når hvalpen skal lære at håndtere sin omverden, er den altså nødt til både at have lettere ved at blive bange og være mere nysgerrig.

Problemalderen ved 15-20 måneder falder sammen med det tidspunkt, hvor de voksne hvalpe forlader flokken ofte
for altid.

Vores hunde har brug for masser af tryghed i denne udviklingsfase. Det kan dog være svært at give dem, fordi vi samtidig bliver frygtelig irriteret, når de ikke kommer, når vi kalder. En del af irritationen forsvinder dog som regel, når vi forstår mekanismerne bag hundens adfærd. Og det skulle der være grundlag for nu.

Kilde: Søs Dalgaard Jensen, Hundeskolen Trofast.