Et midaldrende ægtepar stod for en måneds tid siden i konsultationen med deres lille pomeranian på armen. Den så ikke synderlig dårlig ud, men forældrene fortalte, at den lige var blevet overfaldet af en stor hund. Det havde ikke set rart ud. Den lille hund havde kæmpet for sit liv, men overmagten var stor. Det blev til et par ture op i luften, inden ejeren af den store hund havde fået kontrol over sin hund.

Bortset fra lidt savl i pelsen og enkelte smårifter efter et par store hjørnetænder i nakkeregio­nen, var der ikke synlige tegn på, at den lille havde lidt overlast.

Nu er det imidlertid en almindelig erfaring, at skinnet bedrager. Hvad jeg mener er, at pelsen kan skjule meget. Klippede man alle hårene af hunden, ville man meget nemmere kunne be­dømme de skader, der er sket. Blå mærker og sår vil så blive mere synlige. Men det gør man jo som regel ikke. Højst på områder med særlig mistanke om skader.

En antibiotikabehandling var hvad, der skulle til - i første omgang. Og så en advarsel til ejeren om, at det meget vel kunne udvikle sig til noget værre. Hvorfor? - jo når en stor hund har maltrakteret en artsfælle er skaderne efter biddene ofte mere alvorlige, end det ser ud til ved første øjekast. Især når store hunde bider små, sker der det, at de bogstaveligt talt løfter huden af i større partier. Det vil sige, at huden her mister sin blodforsyning. Der går koldbrand i huden. Den visner og falder af. Resultat: Et stort åbent sår, der typisk først viser sig 1 uge efter bidskaden.

Og det var lige præcis, hvad der skete for vores lille patient. Et område på størrelse med en barne­håndflade åbnede sig i hals/nakkeregionen. Nu kunne hundens forældre se frem til et meget langt behandlingsforløb. Nu efter 4 ugers sårbehandling er den lille pomeranian igen hel i nakken, men en ubehagelig erfaring og et stort ar rigere.

Hvorfor slås hunde?

Alle ved, at der er stor forskel på, hvor krigeriske hunde er. Visse racer er avlet frem med det karaktertræk, at de ikke sådan lige lader sig dominere af andre artsfæller. Det har ikke altid noget med størrelsen at gøre. Jeg kender eksempler på f.eks. små terriere, der ikke ville gå af vejen for at indlede et slagsmål med kvarterets største rottweiler.

Meget af det ligger i generne - de arvelige egenskaber.

Resten er miljøbetinget. Det vil sige, at det har at gøre med den påvirkning, hvalpen har fået fra første færd blandt kuldet og siden under vores vejledning. Vi kan selv nedtone eller fremelske de egenskaber, som hunden besidder. Aggression er en naturlig egenskab for en flokjæger. Så når den store hund fra tidligere spotter et lille bytte, der løber i den anden ende af parken, er det til en vis grad naturligt, at indfange og dræbe det. Men det kan vi jo ikke leve med, og derfor må vi i en vis udstrækning sørge for at undertrykke den adfærd.

Frygt er en anden af de mekanismer, der kan udløse en aggression mod andre hunde. Har hunden ikke haft samkvem med mange andre hunde i de første levemåneder (i socialiserings- perioden) og lært god social opførsel, kan det disponere for, at den senere vil have vanskeligheder ved at omgås andre hunde på en hensigtsmæssig og fredelig måde.

Angribes eller overfaldes en hund alvorligt i en ung alder, kan det medføre, at den herefter så at sige forebygger angreb fra andre ved selv at angribe, for herved holde dem på forsvarlig afstand.

Mange hundeejere kender det på den måde, at deres hund måske kun går til angreb på hunde af en bestemt farve eller race - alt efter den dårlige erfaring fra tidligere.

Dominans

Når to hunde møder hinanden, og de ikke i forvejen er enten gode kammerater eller fjender, udspilles der en række tegn, der tjener til at vise underkastelse eller dominans. Der urinmærkes, løftes hale og børster eller krybes og vises underkastende adfærd.

Føler begge parter sig berettiget til dominans, kan det ende i slagsmål. Befinder hunden sig på eget territorium, som kan inkludere den lokale park, er aggressionen ofte forværret. Det samme gælder i ejerens nærvær. Mange kender det. Får to hunde lejlighed til at møde hinanden uden snor og væk fra ejerne, sker der sjældent noget. Passerer de samme hunde hinanden, mens ejerne har dem i snor, udvises ofte voldsom forsvarsaggression.

Hvis man kan forøge sin egen dominans over sin hund, vil den være mindre tilbøjelig til at dominere andre hunde. Samtidig opnår man også en forøget kontrol over hunden i tilspidsede situationer. På et dressurkursus vil man kunne lære, hvordan man får styr på hundens kræfter. Her vil hunden have mulighed for at lære fornuftig omgang med andre hunde. En flexline og en grime (f.eks. en Halti) kan være gode hjælpemidler i indlæringsfasen.

Enhver hundeejer bærer ansvaret for at hans hund ikke skader andre. Man kan selv gøre meget for at undgå slagsmål. Indtil hunden har lært en fornuftig social adfærd, må man holde den i snor eller måske ligefrem lade den bære en mundkurv.

Kilde: Jørgen Mikkelsen - Fagdyrlæge.